Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Antonio Conte fastholder, at Christian Eriksen bliver i klubben, efter at danskeren blev pokalhelt mod Milan.

Inter-træner: Eriksens sejrsmål kan være et vendepunkt

Antonio Conte har ikke givet Christian Eriksen ret meget spilletid i denne sæson. Men nu siger Inter-træneren, at han håber, at den danske landsholdsspillers sejrsmål mod lokalrivalerne AC Milan kan være et vendepunkt. Foto: Pool/Ritzau Scanpix
Antonio Conte har ikke givet Christian Eriksen ret meget spilletid i denne sæson. Men nu siger Inter-træneren, at han håber, at den danske landsholdsspillers sejrsmål mod lokalrivalerne AC Milan kan være et vendepunkt. Foto: Pool/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Hverken Christian Eriksen eller andre af Inters spillere forlader klubben i dette transfervindue. Det fastslår den italienske klubs træner, Antonio Conte, efter at den danske midtbanespiller scorede sejrsmålet i Inters pokalsejr tirsdag mod lokalrivalerne AC Milan.

»I en måned har jeg sagt det samme: Det her er Inters trup. Ingen vil komme, og ingen vil forlade (klubben, red.). Jeg bliver ved med at sige det, men ingen lader til at tro på mig«, siger Conte ifølge netmediet Football-Italia om transfersituationen.

Christian Eriksen, der i denne sæson har tilbragt mere tid på bænken end på banen for Inter, blev skiftet ind få minutter før udløbet af den ordinære spilletid og scorede det afgørende mål til 2-1 på et direkte frispark.

»Christian er en intelligent fyr, han har kvalitet, han er en del af projektet, og jeg er lykkelig for, at han lavede det mål«, siger Conte.

At danskeren pludselig markerer sig som matchvinder kan ifølge Conte måske blive et vendepunkt.

»Han er meget genert, så jeg håber, at det mål kan ruske op i ham, så han kommer ud af sin skal. Vi kan alle lide ham, han er en god fyr, måske for god. Han har behov for at være mere stålsat«, lyder det fra Conte.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her