0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix

Christian Eriksen sender Inter i pokalsemifinale med perlemål i overtiden

De seneste nyheder fra sportens verden.

Fodbold. Så fik Christian Eriksen omsider en succesoplevelse som Inter-spiller. Med en fremragende scoring til 2-1 direkte på frispark langt inde i overtiden blev han matchvinder i pokalkvartfinalen mod AC Milan. Simon Kjær måtte efter 20 minutter for anden gang inden for en måned udgå med en skade, men AC Milan kom foran på en scoring af Zlatan Ibrahimovic, der blev udvist med sit andet gule kort efter en times tid. Romelu Lukaku udlignede, og så blev Christian Eriksen skiftet ind til en uvant rolle som udslagsgivende. Inters modstander i semifinalen blive fundet onsdag, når Juventus og Spal mødes.

Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix

Fodbold. Manchester City er tilbage på førstepladsen i Premier League efter en 5-0-sejr ude over West Bromwich. Ilkay Gündogan med to scoringer, Joao Cancelo og Riyad Mahrez afgjorde reelt kampen allerede i første halvleg, inden Raheem Sterling bidrog med den sidste scoring.

Alle tirsdagens resultater og stillingen i Premier League

Fodbold. 33 dage efter at være blevet fyret i Paris SG har den 47-årige tysker Thomas Tuchel fået et nyt top job: Som manager i Chelsea, der i går fyrede klublegenden Frank Lampard. » Det er aldrig nemt at skifte cheftræner midt i sæsonen, men vi er meget glade for at få en af Europas bedste trænere i Thomas Tuchel. Der er stadig meget at spille for og opnå i denne sæson og fremadrettet«, siger Chelsea-direktør Marina Granovskaia på klubbens hjemmeside. Thomas Tuchel var træner i fem sæsoner i Mainz og to sæsoner i Borussia Dortmund, inden han sine halvanden sæson i Paris SG, som han førte til Champions League-finalen i 2020.

Fodbold. Præsidentvalget i FC Barcelona, der blev udsat fra i søndags, gennemføres nu i stedet 7. marts, oplyser klubben på Twitter.

Fodbold. En god gammel superligakending vender – for en stund i hvert fald – tilbage til den bedste danske række. FC København meddeler således, at klubben har lejet den tidligere AGF’er Mustapha Bundu i den belgiske klub Anderlecht og tillige sikret sig en købsoption på den 23-årige. Offensivspilleren fra Sierra Leone har længere været i FCK’s kikkert, fortæller fungerende sportslig leder William Kvist. »Vi forsøgte at hente ham til FCK allerede i sommeren 2020, hvor det ikke var muligt, og hvor Anderlecht i stedet landede en aftale«, siger Kvist og tilføjer: »Han har ikke fået forløst potentialet i Anderlecht, og det har givet os chancen igen, hvor Jess Thorups stærke netværk i Belgien og relationen til Peter Verbeke fra Anderlecht også har været en afgørende faktor«.

FCK-træner Jess Thorup glæder sig til, at Bundu kommer med tiltrængt fart og power til FCK-angrebet. »Bundu er en aggressiv og udfordrende angribertype, som både er stærk en mod en, har god tilstedeværelse i boksen og er stærk i omstillinger«, siger Jess Thorup.

FCK har til gengæld sendt kroaten Robert Mudrazija til Rijeka på en lejeaftale, der løber det kommende halvandet år. Den 23-årige midtbanespiller har opnået 28 førsteholdskampe, siden han kom til fra Osijek.

Fodbold. AGF fortsætter med at styrke truppen til et hektisk forår i Superligaen, hvor spillet indledes igen i næste uge. AGF har således lejet australieren Daniel Arzani i Manchester City for resten af denne sæson. Den 22-årige midtbanespiller har endnu sin debut for City til gode, og har tidligere været udlejet til skotske Celtic og hollandske Utrecht. Arzani har spillet seks landskampe for Australien og var med mod Danmark ved VM i 2018.

David Gray/Ritzau Scanpix
Foto: David Gray/Ritzau Scanpix

Daniel Arzani fanget i en sandwich mellem Thomas Delaney og Henrik Dalsgaard, da Danmark og Australien spillede 1-1 ved VM i Rusland i 2018.

»Han er teknisk stærk spiller, der rundet af den australske mentalitet, som vi jo kender godt i AGF, hvor det er sunde dyder og en god arbejdsmentalitet, der præger fodboldspillerne. Så han kommer til at passe godt ind i vores trup i foråret, hvor vi går ind i en periode med mange kampe«, siger adm. direktør i AGF, Jacob Nielsen.

Fodbold. Når Superligaen genoptages i den kommende uge, sker det med skærpede coronaprotokoller. Ifølge Tipsbladet skal spillerne fremover pcr-testes tre gange ugentligt mod de nuværende to. Tillige skal de involverede igennem en hurtigtest på kampdage. Desuden er der skærpet opmærksomhed på fysisk kontakt på banen. Spillerne skal undgå highfives og kram i forbindelse med scoringer. »Helt generelt er der anbefalinger om at holde kontakten nede, også under kamp. Det er ikke altid, at det bliver overholdt, men heldigvis er det kun den ene trup og ikke begge hold (når der jubles over scoring, red.)«, siger Divisionsforeningens direktør Claus Thomsen til Tipsbladet.

Håndbold. Målmand Niklas Landin ser ud til at slippe billigt fra det uheld, der udløste bekymring på det danske landshold i 38-26-sejren over Kroatien ved VM. Landins knæ fik et grimt stræk, da han blev ramt af holdkammeraten Emil Jakobsen i et hændeligt sammenstød i første halvleg. Landin mener selv, at han er klar til at spille kvartfinalen mod Egypten på onsdag. »Ja, det satser jeg meget på«, siger han ifølge Ritzau til TV 2. »Jeg kan godt mærke, at det er en lille smule ømt, og at det er blevet overstrakt. Men det skulle ikke være slemmere end det«, lyder det fra målmanden, der efter kampen med noget forsinkelse blev hyldet som årets spiller i verden i 2019 og fik en check på 10.000 euro, ca. 75.000 kroner.

Håndbold. Danmarks VM-kvartfinale mod Egypten spilles onsdag kl. 17.30 og det bliver med både Niklas Landin og den tidligere mavesyge Mikkel Hansen på banen. Det siger landstræner Nikolaj Jacobsen tirsdag formiddag til Ritzau. »Lige nu er status på truppen helt fin rent fysisk, selv om der stadigvæk er meget rumlen i maverne, og mange har dårlig og tynd mave«, siger landstræneren.

Fodbold. Den tyske stjerne Mesut Özil er gået markant ned i løn efter skiftet fra Arsenal til Fenerbahce i sidste uge. Ifølge den tyske tv-station ARD har Fenerbahce meddelt til børsen, at klubben betaler midtbanespilleren 3 millioner euro, ca. 22,5 millioner kroner, per sæson. I Arsenal havde Özil en af Premier Leagues mest guldrandede kontrakter til en anslået værdi af ca. 150 millioner kroner årligt.

Fodbold. FC Barcelona er økonomisk i knæ. Ifølge den spanske sportsavis AS skylder klubben lige knap 9 milliarder kroner væk. Klubben skylder spillere og ledere mere end 1 milliard kroner i løn og har ifølge AS fået udsat en lang række tilbagebetalinger til banker og andre kreditorer.

Doping. Lægen Mark Schmidt, der for et par uger siden blev idømt knap fem års fængsel i den store dopingsag Operation Aderlass, har appelleret dommen og sagen skal nu for den tyske version af højesteret, Bundesgerichtshof. Schmidts advokat, Juri Goldstein, har ifølge ARD argumenteret for, at hans klient ikke fik en retfærdig rettergang samt at anklagemyndigheden så bort fra at få detaljeret insiderviden fra doping-gråzonen for i stedet at gå efter den strengest mulige straf.

Olympisk. Den amerikanske delstat Florida tilbyder Tokyo en vej ud af OL-kniben. Florida melder sig nemlig klar som vært for de udskudte sommerlege, hvis Tokyo trækker sig, skriver Ritzau. Floridas økonomichef, Jimmy Patronis, har i et brev til Thomas Bach, præsident i Den Internationale Olympiske Komité (IOC), tilbudt, at Florida kan blive vært for OL. Det skyldes den seneste tids spekulation om, at Japan muligvis vil trække sig som vært på grund af coronapandemien.

Badminton. Viktor Axelsen og Anders Antonsen er havnet i hver sin indledende gruppe til den kommende turnering World Tour Finals. Her fik Axelsen den mest vanskelige lodtrækning og skal møde Chou Tien Chen (Taiwan), Lee Zii Jia (Malaysia) og Anthony Sinisuka Ginting (Indonesien), mens Antonsen skal krydse ketsjer med Wang Tzu Wei (Taiwan), Kidambi Srikanth (Indien) og Ng Ka Long Angus (Hongkong). Turneringen spilles i Bangkok og starter onsdag.

Idræt. Elitesportsorganisationen Team Danmark skal have ny direktør. 26. februar stopper Lone Hansen som direktør. Det oplyser Team Danmark i en pressemeddelelse. Lone Hansen har siddet i jobbet siden 2015. »Efter aftale med formanden står jeg de kommende uger til rådighed, og jeg ønsker naturligvis, at overleveringen af mine arbejdsopgaver forløber så smidigt som muligt«, siger Lone Hansen og tilføjer: »Nu vil jeg bruge den kommende tid på at lade batterierne op igen, og så ser jeg frem til at tage fat på et nyt kapitel i mit arbejdsliv«.

Fodbold. Der skulle tre sene scoringer til, før Tottenham havde ekspederet Wycombe fra den tredjebedste engelske række ud af FA Cuppen med en 4-1-sejr. Tottenham havde sparet profiler som Harry Kane, Son Heung-min og Pierre-Emile Højbjerg, men den trioen blev sendt på banen for at afgøre slagets gang i 2. halvleg, hvor det hele gik Tottenhams vej i de sidste fem minutter, hvor Harry Winks og to gange Tanguy Ndombele scorede. Everton er næste modstander for.

Basketball. Stjernen LeBron James viste natten til tirsdag endnu engang sin store betydning for de forsvarende NBA-mestre Los Angeles Lakers, da han mod Cleveland Cavaliers scorede hele 46 point. Det er det højeste antal point, LeBron James er noteret for i denne sæson i en enkelt kamp. Alene i fjerde quarter af 115-108-sejren scorede han 22 point.

Olympisk. Det bliver ’ekstremt vanskeligt’ for atleter at konkurrere ved det planlagte OL i Tokyo denne sommer, hvis de ikke er blevet vaccineret mod coronavirus. Det siger formanden for Frankrigs Olympiske Komité, Denis Masseglia, ifølge Ritzau. Han påpeger, hvordan ikke-vaccinerede atleter står over for 14 dages karantæne ved ankomst til Japan, mens de formentlig også vil skulle testes for corona både morgen og aften de fleste dage under legene. Den Internationale Olympiske Komité (IOC) skal onsdag diskutere spørgsmålet om vaccination af atleter.

Fodbold. Real Madrid-forsvarsspilleren Nacho Fernandez er testet positiv for corona. I lørdags var han fraværende på grund af sygdom, da Real Madrid vandt 4-1 ude over Alaves i La Liga.

Fodbold. Athletic Bilbao blev mandag aften det tredje hold i denne sæson til at lave mindst fem mål i en La Liga-kamp. På hjemmebane vandt holdet med 5-1 over Getafe, som ellers førte 1-0. Tidligere i sæsonen har Barcelona og Atlético Madrid fået nettet til at blafre henholdsvis fem og seks gange i den samme ligakamp.


Annonce

For abonnenter

Annonce