12 storklubber fra Italien, Spanien og England vil spille i en ny fodboldliga. Læs mere om ligaen her.
En ny udbryderturnering ved navnet Super League ønsker at blive en realitet i europæisk fodbold.
Det er blevet offentliggjort natten til mandag dansk tid af de 12 europæiske storklubber bag turneringen.
Læs mere om den her:
- Turneringen inkluderer seks klubber fra Premier League, der tæller Manchester United, Manchester City, Liverpool, Arsenal, Chelsea og Tottenham.
- Fra Spanien deltager klubberne Real Madrid, Barcelona og Atlético Madrid.
- De italienske klubber Inter Milan, Juventus og AC Milan er også med om bord.
- Klubberne søger yderligere tre storklubber, der vil slutte sig til de stiftende klubber.
- Turneringen skal have i alt 20 hold. De sidste fem hold skal kvalificere sig for at være med.
- Kampene skal spilles midt på ugen, så holdene fortsat kan spille i deres hjemlige ligaer.
- Ligaen skal efter planen starte i august, hvor holdene bliver delt ind i to grupper med hver ti hold, der alle møder hinanden ude og hjemme.
- De tre bedste hold i hver gruppe går videre til kvartfinalerne, mens fjerde- og femtepladsen spiller om de to sidste kvartfinalepladser.
- De stiftende klubber får udbetalt et engangsbeløb på 3,5 milliarder euro til at støtte infrastrukturplaner og modregne omkostninger i forbindelse med pandemien. Beløbet svarer til cirka 26 milliarder danske kroner.
- Der er desuden planer om en Super League for kvinder.
- Florentino Pérez, der er præsident i Real Madrid, bliver formand for Super League.
- Joel Glazer, der er bestyrelsesformand for Manchester United, og Andrea Agnelli, der er bestyrelsesformand for Juventus, bliver næstformænd for Super League.
Kilder: Reuters, AFP
Ritzau
fortsæt med at læse


























