Mod en ganske habil modstander viste Danmark sig atter engang klart bedst og kvalificerede sig til VM med en sejr på 1-0 over Østrig.
Det var en solid indsats, uden at danskerne bare trykkede modstanderne ud af Parken – til gengæld holdt de modstanderen fra chancer med en disciplineret defensiv indsats.
Der er altså en grund til, at Danmark ikke har lukket mål ind i VM-kvalifikationens otte kampe. Politiken giver følgende karakterer til de danske spillere:
Ikke en eneste gang var den danske målmand nødt til at redde sit hold. Østrigs bedste forsøg var et hovedstød over mål, så Kasper Schmeichel måtte primært holde sig varm ved at råbe, klappe i hænderne og dirigere sit hold. Et par gange viste han fin årvågenhed og sørgede for, at østrigerne ikke blev farlige ved at komme ud af sit mål og gribe ind ved lange afleveringer.
