Det var nærmest rutinescener. Da fredagens landskamp var slut, gik Danmarks dygtigste fodboldmænd Parken rundt og takkede tilskuerne for flot støtte i endnu en rødhvid sejr.
De klappede ad hinanden, de jublede sammen. Med 3-1 over Færøerne vandt danskerne for sjette landskamp i træk – det er ikke sket siden 1981 – og de fortsatte med at være suveræne i kvalifikationen til VM, som de allerede var kvalificerede til på forhånd efter lutter sejre.


























