Fodbold. Det skal gå usandsynlig galt, hvis VM-kvalifikationen skal kikse for England efter en udklassering af Albanien på 5-0 med et hattrick af Harry Kane. England sikrer billetten til Qatar med bare det ene point ude mod San Marino på mandag. Harry Kane scorede sit tredje mål, da han efter et hjørnespark kastede sig rundt i luften og helflugtede bolden i mål til 5-0 i første halvlegs overtid. Robert Lewandowski scorede Polens første og sidste mål i 4-1-sejren ude over Andorra, men er 3 point og 6 mål efter England inden sidste runde. I gruppe C er der derimod lagt op til et drama på mandag, når Italien og Schweiz skal på måljagt efter at have spillet 1-1 i Rom. Italien er 2 mål bedre end Schweiz, der spiller hjemme mod Bulgarien, mens Italien skal til Nordirland. Italien var bagud efter et pragtskud af Silvan Widmer, men Giovanni De Lorenzo fik udlignet, da Yann Sommer kom for sent ud af målet, og i sidste minut sparkede Jorginho over mål på et straffespark, der kunne have sendt Italien halvvejs til Qatar.
Fodbold. Med en 2-0-sejr over Moldova har Skotland sikret sig andenpladsen i den VM-kvalifikationsgruppe, som Danmark er sikker på at vinde med to kampe tilbage. Den 20-årige Rangers-spiller Nathan Patterson fik en hovedrolle, da han efter bandespil med John McGinn sparkede bolden fladt i det lange hjørne med venstrebenet til 1-0 og i anden halvleg lagde op til 2-0-målet med et gennembrud på højrekanten og et perfekt oplæg til målscoreren Ché Adams fra Southampton. Kampen kunne være blevet spændende i slutfasen, men Craig Gordon kastede sig til den rigtige side og reddede et straffespark fra Vadim Rata i 81. minut.
Motorsport. Når Lewis Hamilton i Brasiliens grandprix på søndag skal forsøge at mindske Max Verstappens forspring på 19 point i VM-stillingen, bliver betingelserne lidt vanskeligere end normalt. Endnu en gang skal motoren skiftes i britens Mercedes, og det koster fem placeringer inden starten på løbet. Kvalifikationen er anderledes, idet der lørdag køres et 100 km lang løb, hvor der gives 3, 2 og 1 point i VM-stillingen til de tre første, og hvor rækkefølgen afgør søndagens startrækkefølge - hvor Hamilton altså rykker fem pladser baglæns.
Fodbold. Uroligheder på tribunerne og dårlig opførsel på banen under Røde Stjernes seneste hjemmekamp i Europa League mod FC Midtjylland koster den serbiske klub en både på 45.000 euro (ca. 300.000 kr.) samt en hjemmekamp uden tilskuere. Flere spillere udviste upassende opførsel og fra tribunen blev der kastet ting på banen og råbt provokerende budskaber af krænkende karakter, oplyser Uefa.
Golf. Med runder i 74, 66 og 67 slag sluttede Emily Kristine Pedersen som nummer 13 i Aramco Team Series, hvor hun var forsvarende mester, men alligevel var der et trofæ til den danske OL-deltager. Sammen med Hannah Burke, Krista Bakker og amatøren Ahmed Al Subaey vandt Emily Kristine Pedersen nemlig turneringens holdkonkurrence for andet år i træk. I omspillet mod Lydia Hall sikrede Emily Kristine Pedreen sejren med en eagle på andet hul. Med den individuelle sejr vandt den 17-årige slovener Pia Babnik for anden gang på Ladies European Tour.
Fodbold. Fransk politi har torsdag løsladt Paris Saint-Germain-spilleren Aminata Diallo, der har været tilbageholdt i forbindelse med et voldeligt overfald på klubkammeraten Kheira Hamraoui i sidste uge. 26-årige Diallo er ikke blevet sigtet, bekræfter anklager i Versailles, Maryvonne Caillibotte, ifølge Ritzau over for nyhedsbureauet AFP. En tredje PSG-spiller, Sakina Karchaoui, er også blevet bedt om at give sin version af sagen, mens en mand, der er venner med Diallo, er blevet tilbageholdt og løsladt igen uden sigtelse af politiet i Lyon.
Diallo og Hamraoui, der spiller samme position på midtbanen og på den måde er rivaler, sad sammen i en bil, da maskerede gerningsmænd overfaldt Hamraoui og slog hende på benene med jernstænger, mens Diallo blev holdt fast af en gerningsmand og slap fra hændelsen uden skader. PSG har fordømt overfaldet, men forholder sig tavs om sagen. En planlagt presseseance fredag er aflyst af frygt for, at alle spørgsmål vil være om overfaldet.
Golf. Joachim B. Hansen gik endnu en glimrende runde andendagen af Dubai Championship i De Forenede Arabiske Emirater, men trods fem birdier og 67 slag er han rykket fra første- til en delt andenplads. Franske Antoine fører efter en 64’er med 129 slag, mens danskeren og italieneren Francesco Laporta følger lige efter med 130 slag. Thorbjørn Olesen er efter 68 slag og en total på 135 nr. 17 og følger sammen med Jeff Winther (nr. 47, 138 slag) med Joachim B. Hansen til weekendens afsluttende to runder. Lucas Bjerregaard, Thomas Bjørn og Benjamin Poke klarede ikke cuttet.
Fodbold. Argentineren Emiliano Salas dødsfald i forbindelse med et flystyrt for snart tre år siden har ført til en fængselsdom. Det skriver BBC. Det er den britiske forretningsmand David Henderson, som skal bag tremmer i 18 måneder for at have arrangeret flyveturen over Den Engelske Kanal, da Sala var i gang med at gennemføre et klubskifte fra Nantes til Cardiff. Piloten på det forulykkede fly, David Ibbotson, var ikke i besiddelse af de nødvendige licenser, og Henderson er derfor dømt for ikke at overholde sikkerhedsforanstaltningerne.
Fodbold. 165 minutter har den argentinske angriber Sergio Agüero spillet for FC Barcelona i denne sæson efter skiftet fra Manchester City og måske bliver det ikke til mere i en ellers meget flot karriere. Den spanske radiostation Catalunya Radio mener nemlig at vide, at de hjerteproblemer, som den 33-årige fik konstateret for nylig, er så alvorlige, at de er uforenelige med professionel topidræt. Hverken Agüero eller kriseramte FC Barcelona har kommenteret oplysningerne.
Håndbold. Randers HK har forlænget kontrakten med den 23-årige højreback Anne Berggreen. De to parter har nu papir på hinanden frem til sommeren 2024.
Kælk. Polakken Mateusz Sochowicz, der tidligere i denne uge forulykke i den olympiske iskanal i kinesiske Yanqing og efterfølgende har gennemgået flere operationer, er blevet udskrevet fra hospitalet. Overfor det polske medie Onet anklager han kinesiske baneofficials for at være inkompetente i minutterne efter uheldet, som ifølge Mateusz Sochowicz »kunne have fået en tragisk udgang«.
Fodbold. Brasilien har som det fjerde hold efter værtsnation Qatar samt Tyskland og Danmark kvalificeret sig til VM i 2022.
Natten til fredag sejrede de femfoldige verdensmestre 1-0 over Colombia på hjemmebane i São Paulo. Midtbanespilleren Lucas Paqueta stod for den afgørende scoring, da han sendte bolden ind bag Colombias David Ospina efter en stikning fra Neymar i det 71. minut. Andetsteds i den sydamerikanske kvalifikation vandt Chile 1-0 i Paraguay og Peru sejrede sikkert 3-0 hjemme mod Bolivia.
Fodbold. Tidligere landstræner Morten Olsen har meldt sin ankomst i Parken i aften i forbindelse med VM-kvalifikationskampen mod Færøerne. Anfører Simon Kjær skal hyldes for at have spillet 100 landskampe, og Lasse Schöne skal hyldes efter at have stoppet landsholdskarrieren. Og det er Morten Olsen, som skal overrække blomster til de to spillere, han selv gav debut på landsholdet i 2009.
Håndbold. Efter 13 år i Herning-Ikast skal den snart 40-årige tyske målvogter Sabine Englert videre til en andne klub efter denne sæson. »Sabine kan ikke hyldes nok for sin indsats i klubben, hvor hun har været en uundværlig spiller igennem så mange år«, siger Herning-Ikasts direktør, Daniel Grønhøj og tilføjer: »Jeg tør ikke tænke på, hvor mange sejre og titler hun har været afgørende i at få til klubben, noget hun vil aldrig blive glemt for i Herning-Ikast«.
Tennis. Den topseedede hviderusser Aryna Sabalenka fik en skidt start på WTA Finals i Guadalajara i Mexico, da hun blev besejret af Paula Badosa fra Spanien med 6-4, 6-0. I den anden kamp i gruppe 2 sejrede grækeren Maria Sakkari over Iga Swiatek fra Polen 6-2, 6-4.
Ishockey. Lars Eller fik scoret sit første sæsonmål i NHL, da Washington Capitals-angriberen fandt vej til nettet i udesejren på 2-0 over Detroit Red Wings. Russiske Dmitri Orlov og Lars Eller scorede målene med bare ti sekunders mellemrum efter godt 12 minutters spil af 1. periode.
Ishockey. Danmarks ishockeykvinder tog torsdag et skridt mod OL i Beijing med en 4-0-sejr over Italien i tyske Füssen. Kampen var Danmarks første af tre i en kvalifikationsgruppe, der også tæller Østrig og Tyskland. Kun vinderen kvalificerer sig til OL. Fredag har Danmark hviledag, inden Østrig og Tyskland venter henholdsvis lørdag og søndag.