Hjemmeholdet var bagud 2-0 og stemningen derfor måske ikke den bedste, men alligevel rejste de 17.000 tilskuere på Brentford Community Stadium i det vestlige London sig op og klappede taktfast, da anden halvleg af det vitale Premier League-opgør mod Newcastle var syv minutter gammel. For ude på sidelinjen stod spilleren med nr. 21 på ryggen klar til at blive sat ind for Brentford FC.
Manden med den rød- og hvidstribede trøje på var naturligvis Christian Eriksen, og det var et bevægende øjeblik, da han 259 dage efter sit hjertestop i EM-kampen mod Finland løb ind på banen og atter var klar til topfodbold. Det anerkendte de medrejsende Newcastle-fans også med en loyal hyldest af den danske landsholdsspiller.




























