Kasper Hjulmand har taget konsekvensen af, at Christian Eriksen har fået corona. Søndag oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU), at Casper Nielsen, som til daglig spiller i belgiske Royale Union Saint-Galloise, bliver hevet ind i landsholdstruppen som en ekstra spiller, fordi Christian Eriksen på grund af sin tilstand først forventes at kunne støde til nationalmandskabet senere i den kommende uge.
Casper Nielsen nyder stor succes i sin belgiske klub, der på trods af at have rykket op i den bedste række, Jupiler Pro League, inden sæsonen fører ligaen.
27-årige Nielsen har en fortid i OB og Esbjerg. Han skiftede til Royale Union Saint-Galloise i 2019. Nielsen har endnu sin første A-landskamp til gode, men har tidligere spillet 35 ungdomslandskampe.
Lørdag blev Brøndbys Andreas Maxsø udtaget til landsholdet, da Andreas Christensen på grund af en skade var blevet meldt tvivlsom til Danmarks kommende kampe. De spilles 26. og 29. marts, hvor Danmark møder henholdsvis Holland og Serbien i to testkampe.
ritzau
fortsæt med at læse




























