Med en sejr på 2-1 over de de tyrkiske mestre fra Trabzonspor kan FC København fortsat drømme om klubbens femte deltagelse i Champions Leagues gruppespil. Men især de sidste 45 minutter i Parken indikerer, at det danske mandskab kommer på en yderst vanskelig opgave, når det hele skal afgøres i returkampen i næste uge.
For efter at have domineret i første halvleg og skabt en håndfuld gode målchancer, blev FCK efter pausen sat under et tungt og vedvarende pres af Trabzonspor, der godt 11 minutter før slutsignalet - lidt heldigt - fik en livline med reduceringen til 2-1.




























