Der har været mange skriverier om, hvorvidt det overhovedet er rimeligt at deltage i et fodbold-VM, når det er Qatar, der om godt to måneder har værtskabet. En af VM-deltagerne kan nu vise sig at være på vej ud af begivenheden, inden der er sparket til en bold – men det er i den grad ufrivilligt.
Ecuador kan således stå over for at blive smidt ud af VM-slutrunden, for der er kommet nye beviser frem, som dokumenterer, at en af spillerne på Ecuadors landshold erkender, at han har en falsk fødselsattest. Erkendelsen er endda kommet under en officiel undersøgelse, som senere er blevet holdt skjult af Ecuadors Fodboldforbund (FEF).
Torsdag skal Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) appelkommission behandle sagen, som er rejst af Chile, og som tidligere er blevet afvist af Fifa. Hovedpersonen er også blevet bedt om at møde frem.
På spillerens fødselsattest fra Colombia, som britiske dailymail.com er i besiddelse af, hedder han Bayron Javier Castillo Segura, mens han på en tilsyneladende falsk fødselsattest fra Ecuador kaldes Byron David Castillo Segura. I øjeblikket er backen tilknyttet den mexicanske klub Léon, og han har spillet 10 landskampe for Ecuador, selv om han er colombianer, født i stillehavsbyen Tumaco tæt på grænsen til Ecuador.
