Den tyske midtbanespiller Ilkay Gündogan var involveret i alle tre mål, da Manchester City vandt 3-0 over Everton og nu kan sikre sig mesterskabet i næste runde efter nederlag til Arsenal.

Det mål vil blive husket: Arsenal-nederlag giver Manchester City matchbold efter flot scoring af tysk stjerne

Ilkay Gündogan scorede et flot mål for Manchester City mod Everton, da han tæmmede en svær bold og med ryggen mod mål flugtede den i nettet i samme bevægelse. Foto: Carl Recine/Ritzau Scanpix
Ilkay Gündogan scorede et flot mål for Manchester City mod Everton, da han tæmmede en svær bold og med ryggen mod mål flugtede den i nettet i samme bevægelse. Foto: Carl Recine/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret søndag kl. 19.40.

Manchester City tog søndag endnu et stort skridt mod det engelske mesterskab med en overbevisende sejr på 3-0 ude over Everton. Ilkay Gündogan stod for to af målene for Manchester City og lagde op til det sidste, der blev sat ind af topscorer Erling Haaland.

Efter 37 minutter leverede Gündogan et mål, der vil blive husket. Tyskeren tæmmede en vanskelig bold inde i feltet og sendte den i nettet i sin næste bevægelse. Mens bolden stadig var oppe i luften, sparkede Gündogan den ind med ryggen til mål. To minutter senere stod det 2-0 til City. Denne gang var det Haaland, der headede bolden i nettet efter et oplæg fra Gündogan. Det var ligamål nummer 36 for Haaland. På tværs af alle turneringer har Haaland scoret 52 mål indtil videre i sin første sæson for City.

Seks minutter inde i anden halvleg øgede Gündogan til 3-0 med et mål direkte på frispark. Tyskeren skruede bolden op i målhjørnet, og igen sprællede Pickford forgæves efter den. Med nederlaget er Everton fortsat placeret lige over nedrykningsstregen med 32 point efter 36 kampe.

Med sejren topper City nu Premier League med 85 point efter 35 kampe. Arsenal har på andenpladsen fire point færre med to spillerunder tilbage af sæsonen. Dermed fortoner det engelske mesterskab sig mere og mere for Arsenal, der søndag aften tabte 0-3 på hjemmebane til Brighton, da City har en kamp i hånden. Dermed skal City bare bruge en enkelt sejr mere i de tre sidste kampe for at blive mester.

Brighton har været en af sæsonens positive overraskelser, og holdet er oppe på sjettepladsen og kæmper med om de europæiske pladser. Lige nu ligner det Europa League for Brighton i næste sæson. Selv om Arsenal havde fordel af hjemmebane, var det Brighton, der tog taktstokken og havde bolden mest.

Den 19-årige paraguayanske angriber Julio Enciso åbnede scoringen for Brighton, da han headede bolden i nettet efter 51 minutter. Oplægget stod den offensive back Pervis Estupinan for. Efter scoringen pressede Arsenal mere på for at fremtvinge en udligning. Men det blev sjældent farligt. Den indskiftede Brighton-angriber Denis Undav scorede målet til 2-0. Tyskeren lobbede elegant bolden ind over Arsenal-keeperen Aaron Ramsdale efter 86 minutter. Estupinan cementerede sejren ved at score til 3-0 i tillægstiden efter en returbold fra Ramsdale.

Vigtig sejr til United

Manchester United hentede lørdag en vigtig i sejr i bestræbelserne på at booke en plads i næste sæsons Champions League. Med en 2-0-sejr på hjemmebane over Wolverhampton har Christian Eriksen og holdkammeraterne på fjerdepladsen nu et hul på fire point ned til Liverpool, der er placeret lige uden for de vigtige pladser i top-4.

Der er tre spillerunder tilbage, og derfor skal meget gå galt for United, hvis det ikke skal ende med en tilbagevenden til Europas største klubturnering. United var mødt op til kampen med to nederlag i træk, men holdet virkede upåvirket af de seneste par ugers dårlige resultater.

Anthony Martial åbnede festen for værterne med en scoring efter en halv times spil. United erobrede bolden på egen banehalvdel og satte gang i et kontraangreb. Eriksen var med i opspillet med en aflevering i midtercirklen, inden bolden havnede hos Bruno Fernandes. Portugiseren fik lagt en perfekt stikning op til Antony, der spillede på tværs til Martial, der nemt kunne gøre det til 1-0.

Inden da havde Christian Eriksen også forsøgt sig med et langskud fra kanten af feltet, men afslutningen sneg sig forbi stolpen. Wolverhampton-keeper Daniel Bentley var dog også opmærksom i situationen.

I tillægstiden blev det dog en anelse nervøst, og gæsterne var tæt på at få udlignet, men det lykkedes United at holde stand. I stedet for en udligning udbyggede den netop indskiftede Alejandro Garnacho hjemmeholdets føring, da han pludselig kom alene igennem og via stolpen øgede til 2-0.

Tottenham med Pierre-Emile Højbjerg på midtbanen spillede sig lørdag ud af top-4-kapløbet med et nederlag på 1-2 ude til Aston Villa. Tottenham holder dog fast i sjettepladsen, men afstanden til United er nu på ni point. Højbjerg og holdkammeraterne har kun to kampe tilbage før sæsonafslutningen, og holdet kan maksimalt nå femtepladsen.

Eneste trussel for United i Champions League-sammenhæng er derfor Liverpool, der er inde i en stærk stime med seks sejre i træk. Liverpool besøger mandag nedrykningstruede Leicester.

I bunden blev Southamptons skæbne beseglet lørdag eftermiddag med et nederlag på 0-2 på et græs til Fulham. Bundproppen er derfor sikker på at rykke ud af Englands bedste række.

Rasmus Nissen hjælper Leeds til point mod tophold

Landsholdsspilleren Rasmus Nissen Kristensen var lørdag med til at sikre Leeds et enkelt point til regnskabet i Premier Leagues bundstrid. I hjemmekampen mod Champions League-bejleren Newcastle stod danskeren bag målet til slutresultatet 2-2.

Med cirka 12 minutter tilbage af den ordinære spilletid huggede han til en nedfaldsbold på kanten af feltet. Kieran Trippier afrettede kanonkuglen, og så strøg bolden i nettet. Danskerens jubel over sit tredje sæsonmål var hurtigt overstået, for Leeds ville have spillet i gang igen, så det nedrykningstruede hold kunne jagte sejren. Det lykkedes dog ikke at få de tre point, og Leeds er fortsat at finde under nedrykningsstregen inden de sidste to spillerunder. Holdet har fortsat et point op til Everton, mens Nottingham Forest fik en smule mere luft ned til stregen efter 2-2 ude mod Chelsea lørdag. Leicester, der ligger lige under Leeds, kan rykke over stregen mandag, men det kræver en sejr over Liverpool.

Det kunne have set bedre ud for Leeds med en sejr over Newcastle, og tidligt i kampen så det lovende ud. Luke Ayling bragte hjemmeholdet på 1-0 i det syvende minut, og føringen kunne være blevet fordoblet 20 minutter senere, men Patrick Bamford brændte et straffespark.

I stedet udlignede Callum Wilson på straffe, og efter pausen bragte han Newcastle foran på endnu et straffespark. Premier Leagues nummer tre måtte dog nøjes med en pointdeling efter en dansk fuldtræffer.

Newcastle og Manchester United har nu begge 66 point på Premier Leagues tredjeplads, men Newcastle har den bedste målscore.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her