Da Uwe Rösler var teenager, søgte han og de andre drenge på elitesportsskolen i Leipzig om onsdagen ned ad den lange gang med alle værelsesdørene mod det store lokale, hvor tv’et stod. Her sad de og så europæisk fodbold, når Dynamo Dresden eller Magdeburg mødte hold fra den anden side af Jerntæppet.
Det østtyske statsapparat censurerede det meste information fra udlandet, så fodboldkampene var deres vindue til resten af verden. Her var stadionerne anderledes, spillet var anderledes, fansenes slagsange var anderledes. Rösler fantaserede om at besøge de fremmede udebaner en dag. Især de britiske.


























