Pierre-Emile Højbjerg er stolt af, at han tirsdag skal være dansk anfører og afslører, hvilken landstræner, der plantede tanken i ham. Fire spillere døjer med småskader og har forladt landsholdslejren.

Flere profiler forlader landsholdslejren før landskampen mod Færøerne, og anførerbindet overgår til ny mand

Pierre-Emile Højbjerg skal for første gang være anfører for det danske landshold. Det er han ikke overraskende stolt over. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Pierre-Emile Højbjerg skal for første gang være anfører for det danske landshold. Det er han ikke overraskende stolt over. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Når det danske fodboldlandshold tirsdag spiller testkamp mod Færøerne, så bliver det med Pierre-Emile Højbjerg som landsholdets anfører for første gang. Det siger landstræner Kasper Hjulmand mandag på et pressemøde.

Anfører Simon Kjær og viceanfører Kasper Schmeichel er ukampdygtige, og valget Højbjerg som anfører indikerer, at Christian Eriksen med al sandsynlighed starter ude mod Færøerne.

Pierre-Emile Højbjerg er stolt af, at han skal lede det danske hold ind på Brøndby Stadion til sin landskamp nummer 75.

»Det er første gang, jeg skal være anfører for landsholdet, det er stort for mig. Det er et skulderklap. Jeg skal bare blive ved med at gøre alle de ting, jeg har gjort indtil nu«, siger Pierre-Emile Højbjerg.

Man skal næsten ti år tilbage, før daværende landstræner Morten Olsen påpegede over for midtbanespilleren, at han en dag kunne ende med bindet om armen på landsholdet.

»Jeg glemmer ikke, da jeg blot havde spillet få landskampe, de kunne måske tælles på en hånd, da Morten Olsen tog fat i mit og sagde, at jeg havde, hvad der skulle til for en dag at blive anfører. Det havde han ret i. 75 kampe senere går det i opfyldelse«.

»Jeg er meget taknemmelig. Det forpligter at være god og være en af dem, der tager ansvar. Det vil jeg blive ved med«, siger den 28-årige midtbanespiller.

På klubplan har han tidligere været anfører for Southampton.

Ude med overbelastningsskader

Mens tirsdagens testkamp mod Færøerne med garanti vil blive husket af Pierre-Emile Højbjerg, er der flere danske spillere, der ikke får den med. Thomas Delaney og Jonas Wind har forladt fodboldlandsholdets lejr. Det oplyser DBU på det sociale medie X og forklarer, at begge spillere døjer med »lidt overbelastning« og kommer derfor ikke i kamp mod færingerne.

Tidligere mandag rejste også Kasper Schmeichel og Simon Kjær hjem. Landstræner Kasper Hjulmand har indkaldt FC Nordsjælland-keeperen Andreas Hansen som afløser for Schmeichel, som var udset til en plads på udskiftningsbænken.

Der bliver ikke hentet erstatninger ind for de øvrige spillere, og dermed er truppen til tirsdagens kamp reduceret fra 26 til 23 spillere.

Schmeichel, Kjær og Delaney var alle med fra start i fredagens 0-0-kamp mod Schweiz. Jonas Wind fik den sidste halve time på banen.

Kampen mod Færøerne spilles tirsdag klokken 20.15 på Brøndby Stadion. Det ligger fast, at Frederik Rønnow vogter målet og således får sin første landskamp i mere end tre år.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her