Historien om Rafael van der Vaart bølger op og ned. Sjældent har den hollandske midtbanekreatør haft en lang periode, hvor han bare har præsteret godt og stabilt.
Nej, så har han nærmere spillet eminent i en kort periode, før skader, formdyk eller private problemer har afbrudt højdepunktet. En slags elastikkarriere. Den seneste tid har han været nede. Efter en mindre skade er Rafael van der Vaart gået fra at være selvskrevet til fuld spilletid for sin engelske klub, Tottenham, til ofte at blive taget ud. Største Spurs-profil Ikke desto mindre er hollænderen atter med i startopstillingen, når Tottenham i aften møder Real Madrid i Champions Leagues kvartfinale.






























