Allerede ved frokosttid sætter hundredvis af tyrkiske fodboldfans deres præg på det indre København.
En snes Galatasaray-fans giver sig til at synge ved Gammel Torv, mens forundrede forbipasserende drejer hovederne. Snart høres ekkoet fra længere nede af Strøget, hvor et halvt hundrede fans har slået sig ned foran en irsk bar. Deres sang giver genlyd ned ad Strøget.




























