I går var fejrede man i mange lande Sankt Jørgen og hans drab på en drage engang for længe siden. Også i den nordspanske region Catalonien, hvor dragedræberens dag, La Diada de Sant Jordi, bruges til at afvikle en ganske særlig tradition. Par giver hinanden gaver, traditionelt afleverer manden en rose til kvinden, som kvitterer med en bog. Derfor kunne man i talrige af de boder, der var stillet op i gaderne i den catalanske ’hovedstad’, Barcelona, i går støde på en ny udgivelse med Pep Guardiolas velklædte skikkelse på forsiden. ’Sin Palabras’ – ’Uden ord’ – er titlen på værket, som byder på over 100 fotos af sidelinjeekvibrilisten i de ulastelige jakkesæt. En næsten tragikomisk modsætning til de mange ord, der ofres i medier og presse på FC Barcelonas triste uge, hvor det blev til to sjældne nederlag i træk mod først Chelsea i semifinalen i Champions League og derpå til Real Madrid på hjemmebane i den version af El Clásico, der afgjorde den spanske sæson i år.
Læs også Politiken.dk i Barcelona: Gaderne er stille og stemningen ængstelig
Således ofrede to af de sportsaviser, der støtter Barça, Sport og Mundo Deportivo, begge 16 sider på analyser af den spanske topkamp og foromtaler af returopgøret mod Chelsea i aften på Camp Nou. Aldrig tre nederlag i træk Selv om det aldrig er sket i Pep Guardiolas sejrrige periode på fire år, at Barcelona har tabt tre kampe i træk, er tonen afdæmpet og en anelse ængstelig. »Problemet for Barcelona er ikke de to nederlag i sidste uge, men derimod mentalt. Hovederne er trætte efter en krævende sæson, og det bliver ikke bedre af usikkerheden om Guardiolas fremtid«, skriver Mundo Deportivo i en kommentar.






























