Mens Arsène Wenger i weekenden måtte finde sig i at blive svinet til af Arsenal-fans på stadion i Stoke, selv om han for længst har fået sit hold videre fra Champions Leagues gruppespil, kan Monacos cheftræner, Leonardo Jardim, forvente at blive fejret i stor stil på Stade Louis II, hvis det lykkes hans hold at komme frem til forårets knockoutfase.
Og han har gode kort på hånden, for selv med 0-0 i sidste kamp mod Zenit er hjemmeholdet sikre på avancement, selv om det i så fald bliver det første mandskab i Champions League, der går videre efter blot at have scoret to gange i de seks kampe.




























