Zenit Sankt Petersborg går ind til aftenens kamp mod Benfica i Lissabon med et velkendt russisk spørgsmål i bevidstheden. Hvor meget har den lange vinterpause kostet på formkurven? Og i skyggen af det spørgsmål lurer endnu et: Bliver det til endnu en europæisk skuffelse for de ambitiøse russere? Og flere spørgsmål kommer til.
De seneste ti år har fodboldfolket kigget mod øst i forventning om en russisk fodboldoptur på et blandingsbrændstof af petrodollars og profiltunge indkøb fra varmere himmelstrøg, men når det kommer til Champions League, har vinterpausen kostet momentum. Det er Zenits syvende livtag med den pengetunge turnering, men klubben er til dato aldrig nået længere end til ottendedelsfinalerne.




























