1-0-målet stod Neymar selv for og kort efter assisterede han ved den ligeledes nye Paris SG-spiller Kylian Mbappes 2-0-scoring i franskmændenes 5-0-deklassering af Celtic i Skotland, da Champions League-turneringen åbnede i aftes.
Den 25-årige brasilianers start i Paris SG med 5 mål og 5 assist i de første 5 kampe vidner om en enorm spilintelligens, der fik den franske hovedstadsklubs Qatar-bosser til at aktivere frikøbsklausulen på svimlende 1,7 milliarder kroner i Neymars kontrakt. Et skifte der har gjort Neymar til den mest hadede sportsmand i Barcelona og omegn – og endda også i det øvrige Spanien, da han var et enormt aktiv for hele La Liga.




























