Helte. I Reykjavik kan man blive en del af det islandske hold. Her har 12-årige Juliana sneget sig ind som nr. 7, mens jævnaldrende Gyda er trukket i målmandstrøjen, da hun ikke ville spille højre back (nr. 2).
Foto: Melissa Kühn Hjerrild.

Helte. I Reykjavik kan man blive en del af det islandske hold. Her har 12-årige Juliana sneget sig ind som nr. 7, mens jævnaldrende Gyda er trukket i målmandstrøjen, da hun ikke ville spille højre back (nr. 2).

EM 2016

Granvoksne mænd græd, da Island kom til EM

Det islandske landshold har de seneste fem år taget et nærmest uvirkeligt kvantespring fremad.

EM 2016

Det var slet ikke til at fatte.

Tre dage forinden havde Island på udebane slået Holland – bronzevinderne ved det foregående VM i Brasilien – på udebane i Amsterdam. Nu manglede vulkanøens helte blot et point i de to sidste kampe i kvalifikationen, og så ville Island for første gang nogensinde være kvalificeret til et EM i fodbold.

6. september troppede over 10.000 forventningsfulde islændinge derfor op på nationalstadionet, Laugardalsvöllur i Reykjavik, for på en regnvåd aften at overvære kampen mod Kasakhstan, den næstsidste i puljen.

Det holdt hårdt. Nerverne sad uden på de røde, hvide og blå landsholdstrøjer. Island pressede og pressede og havde nærgående forsøg fra blandt andre måltyven Kolbeinn Sigthorsson, den offensive strateg Gylfi Sigurdsson og Jon Dadi Bodvarsson. Men ind ville bolden ikke. Og i det 89. minut blev Islands kaptajn og midtbanestyrmand, Aron Gunnarsson, endda udvist.

Politiken præsenterer fem overbevisende grunde til, at Island vinder EM i Frankrig. Kilde: Politiken / Journalist: Anders Legarth Schmidt

Alligevel var det nok. Kampen mod Kasakhstan endte uden mål, og da den ukrainske dommer, Yevhen Aranovskiy, fløjtede af, eksploderede Laugardalsvöllur i et stort forenet jubelråb.

0-0-resultatet betød, at Island var klar til EM-slutrunden i Frankrig fra kvalifikationspulje F – sammen med Tjekkiet, som ønationens landshold endda også havde besejret undervejs.

Men de kunne slet ikke begribe det, fansene på de stopfyldte tribuner. Granvoksne mænd, bomstærke islændinge med fuldskæg og vanlige selvsikre attituder, lod med et tårerne trille uhæmmet ned ad deres kinder. En årtier lang drøm var blevet indfriet. Og de efterfølgende timer, plus det meste af den følgende efterårsnat, flød øllet i stride strømme, da fansene og de ekstatiske landsholdsspillere sammen fejrede kvalifikationen på Ingolfstorg i centrum af Reykjavik.

Lå bag Togo og Liechtenstein

Vi skruer tiden tilbage til oktober 2011.

Island var på det tidspunkt placeret som nummer 123 på Fifa’s verdensrangliste. 12 pladser bag en anden isoleret atlanterhavsø, Færøerne, 5 pladser bag Liechtenstein, 2 pladser bag Togo. Og én plads på ranglisten foran Tanzania.

Island var ikke at regne for noget som helst – fodboldmæssigt. Og det skyldtes ikke kun, at landet mht. indbyggertal er mindre end både Malta og Luxembourg.

»Dengang spillede vi meget primitivt. Vi håbede altid på at få 0-0 eller 1-0 og så køre den hjem. Vi havde klassiske dyder, mange lange afleveringer, og vi lagde meget af vores tiltro til de typisk 2 meter høje, stærke midterforsvarere«, fortæller Vídir Sigurdsson, sportsjournalist på Islands store avis, Morgunbladid, som Politiken møder på redaktionen i Reykjavik.

Men noget ændrede sig. Eller for at sige det helt præcist skete der det, at det islandske fodboldforbund (KSI) i netop 2011 begyndte at lede efter en udenlandsk træner, som ville stå i spidsen for landets kuld af unge spillere.

KSI havde på et tidspunkt Roy Keane i kikkerten, den irske hardhitter var endda til samtale med forbundet om jobbet. Men i sidste ende faldt valget på den garvede svenske træner Lars Lagerbäck.

Han havde tidligere ført Sverige til to slutrunder og havde sommeren før været til VM i Sydafrika med Nigeria. Han tiltrådte i Island i oktober det år.

»Lagerbäck var den rette mand på det rette tidspunkt. Da han trådte til, tænkte jeg faktisk, at han blot var en kedelig svensker. Men han formåede hurtigt at tage denne gruppe af talenter til sig og organisere dem bedre, end vi nogensinde havde set. Og jo mere vi lærte ham at kende, jo mere viste det sig, at han var rar og rolig og rutineret – og virkelig god til at forklare sit koncept«, siger Vídir Sigurdsson.

Forud for ansættelsen af Lars Lagerbäck var gået en konfliktfyldt periode i islandsk fodbold.

Fodboldforbundet havde i 2010 taget en kontroversiel beslutning om, at man ville fravælge en stor del af landets unge spillere til den sidste kamp i det års kvalifikation til EM – mod Portugal.

Island havde på det tidspunkt forspildt chancen for at komme med til slutrunden, og derfor bestemte KSI, at de unge navne, der ellers var faste i startopstillingen på A-landsholdet, i stedet skulle tørne ud for U21-holdet. Dette hold stod foran at skulle spille to afgørende playoffkampe mod Skotland i forsøget på at komme med til U21-EM det følgende år i Danmark.

»Fire helt centrale spillere, alle født mellem 1987 og 1990, stillede derfor op for U21-holdet: Birkir Bjarnason (født 1988), Aron Gunnarsson (født 1989), Kolbeinn Sigtórsson (født 1990) og Gylfi Sigurdsson (født 1989). De var med til at slå Skotland og var med i hele U21-slutrunden. Det var ikke alle, der var enige i denne beslutning her i Island, men det gav disse unge spillere vigtig erfaring. I dag udgør netop de fire stammen på det landshold, som har kvalificeret sig til EM i Frankrig«, fortæller en anden islandsk journalist, Magnús Már Einarsson, redaktør på Fotbolti.net.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fra nr. 123 til nr. 34 på 5 år

Politiken møder Magnús Már Einarsson på Fotbolti.nets sparsomt indrettede kontor i udkanten af Reykjavik, få dage før Island i dag skal spille sin første EM-slutrundekamp nogensinde mod Portugal i Saint-Étienne.

»Det var et vigtigt signal at sende dengang, at man satsede på de unge spillere. Det, man kan kalde den gyldne generation i islandsk fodbold, blev hentet ind i A-landsholdsregi, før de var fuldt udviklede. Aron Gunnarsson, som i dag er kaptajn på landsholdet, debuterede, da han var 18 år, Gylfi Sigurdsson, da han var 20 år. Og de har virkelig imponeret i kvalifikationen. Især kampen ude mod Holland, som jeg var nede at dække, var en utrolig præstation. Det var uvirkeligt«, siger Magnús Már Einarsson.

Kombinationen af de yngre islandske spilleres talent og ansættelsen af den erfarne Lars Lagerbäck fremhæver både Magnús Már Einarsson og Vídir Sigurdsson som forklaringen på Islands nuværende succes. Ønationen har siden 2011 taget et kæmpeskridt fremad på Fifa’s verdensrangliste og er i dag placeret som nummer 34 – foran både Danmark, Sverige og Norge.

»Vi har aldrig haft så mange gode spillere, som vi har lige nu. Samtidig har Lagerbäck arbejdet meget med dem mentalt og fyldt dem med selvtillid. At de har kvalificeret sig fra denne svære kvalifikationsgruppe med Holland, Tyrkiet og Tjekkiet, siger noget om karakteren og mentaliteten på holdet«, siger Vídir Sigurdsson.

INVASION

Samme toner lyder fra Magnús Már Einarsson fra Fotbolti.net.

»Det er, som om det hele passer sammen nu. De har et unikt sammenhold, og den organisation, Lars Lagerbäck og hans islandske assistenttræner, Heimir Hallgrimsson, har opbygget, er virkelig stærk. De har en fasttømret 4-4-2-opstilling, og 15 spillere har spillet de fleste kampe i kvalifikationen. Desuden er samarbejdet på midtbanen mellem Aron Gunnarson og Gylfi Sigurdsson helt essentielt. Aron Gunnarson er god til at beskytte forsvaret. Han går hele tiden ned i banen og giver Gylfi Sigurdsson den nødvendige plads til at gå frem«, siger Magnús Már Einarsson.

Alt dette skinnede klart igennem, da Island vandt 4-0 i sidste træningskamp inden EM mod Liechtenstein – nu nummer 168 på Fifa’s verdensrangliste – på nationalstadionet, Laugardalsvöllur.

Efter kampen var det da også en positiv og imødekommende Lars Lagerbäck, der mødt den islandske presse – og Politiken. Kampen var i øvrigt den sidste på islandsk jord for den rutinerede svensker, for efter EM går han på pension og overlader roret til sin assistenttræner, Heimir Hallgrimsson.

»Vi er fortrøstningsfulde. Truppen er skadesfri, og de fleste af vores spillere nærmer sig deres 100 procent. Jeg har et godt billede af, hvad vi skal gøre i vores første kamp. Jeg har analyseret Portugal på kryds og tværs, og jeg har stor tiltro til spillerne«, sagde Lars Lagerbäck, som så blev spurgt, om det var vemodigt for ham at tage afsked med de islandske fans i Reykjavik.

»Det var meget følelsesfuldt at være til kampen i dag. Det var et specielt øjeblik. Mine fire-fem år her har været som en saga. Det har været fantastisk at arbejde med spillerne og holdet, og jeg er meget imponeret over landet og al den opbakning, vi har fået«, sagde den svenske træner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Svensk folkehelt

Opbakning er et ydmygt ord at bruge, for Lars Lagerbäck er efterhånden blevet så populær på vulkanøen i Atlanterhavet, at han er en regulær folkehelt. Mange islændinge mener endda, at den 67-årige svensker bør få tildelt islandsk statsborgerskab, så han kan stille op til landets kommende præsidentvalg.

Eller som der står på de servietter, der udleveres til passagererne om bord hos flyselskabet Icelandair, som i den forgangne uge fløj Lagerbäck og hans islandske hold fra Reykjavik til Frankrig.

»Did you know that a Swede coaches the Icelandic national football team? The nation even wants him to be president. That’s how much we love football«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce