De kommer i flokke. Mænd og kvinder. Børn og pensionister. Drenge og piger.
Med Islands farver, blå, hvid og rød, malet på kinderne. Med halstørklæder svunget om sig, med flag hævet over hovederne, iført landsholdstrøjer. Og de larmer. Hold da op, hvor de larmer.
»Áfram Ísland«. »Áfram Ísland«. »Áfram Ísland«, gjalder horderne af islandske fans, mens de nærmer sig stadionet Laugardalsvöllur. »Kom så Island« eller »fremad Island« betyder det løst oversat til dansk.
Denne aften, otte dage før det islandske fodboldlandshold spiller dets første kamp nogensinde ved en EM-slutrunde – mod Portugal på Stade Geoffroy-Guichard i Saint-Étienne 14. juni – valfarter islændingene til nationalstadionet i Reykjavik. Den sidste træningskamp inden EM er mod Liechtenstein, og opbakningen på Laugardalsvöllur til ’Strákanir Okkar’ (’vores drenge’), som landsholdet kærligt kaldes, er overvældende.
Fra tribunerne og ud over nationalarenaen, som til forveksling minder om Lyngby Stadion, runger lyden af koklokker, stortrommer og taktfaste øredøvende klapsalver. Fansene jubler, når målmanden Hannes Halldórsson griber et indlæg. De jubler, når kaptajnen, Aron Gunnarsson, tackler igennem fra sin plads på den defensive midtbane. Og de jubler, hver gang nationens største stjerne, Swansea-spilleren Gylfi Sigurdsson, orkestrerer et nyt angreb ned mod det lidet modstandsdygtige Liechtenstein-forsvar.
Det islandske landshold spiller ikke brasiliansk, men det, de gør, er hamrende effektivt. De arbejder knaldhårdt, og selv de offensive midtbanespillere er konstant påpasselige med at overholde deres pligter i den modsatte ende af banen. Holdet fungerer som en enhed, og Island ender – uden tilnærmelsesvis at spille sig ud – med at vinde kampen 4-0.
Da ønationens kendte veteran, Eidur Smari Gudjohnsen, til slut sender bolden i nettet efter et perfekt udført opspil, strømmer fansenes kærlighed den nu 37-årige tidligere Barcelona- og Chelsea-spiller i møde.
»Áfram Ísland«. »Áfram Ísland«. »Áfram Ísland«, istemmer islændingene i alle aldre på Laugardalsvöllur igen.
En gylden generation
»Jeg har aldrig oplevet noget lignende«, siger Vídir Sigurdsson, sportsjournalist på Islands store avis Morgunbladid, da Politiken møder ham i Reykjavik.
»Landsholdet og EM er det, alle taler om lige nu. Rigtig mange er allerede rejst til Frankrig. Det forventes, at mellem 25.000 og 30.000 tager af sted«, fortsætter sportsjournalisten, der i tredive år har udgivet årbogen ’Íslensk knattspyrna’ med faktastof og lister over alle fodboldkampe i Island – fra det højeste niveau i landets svar på Superligaen, Pepsi-ligaen, til kampe i 4. division. Han tilføjer:
»Men hvis nu vi klarer os godt i de første kampe, så vil det blive endnu vildere ved den sidste kamp i puljen mod Østrig på Stade de France i Paris 22. juni. Her er der plads til 80.000 tilskuere, og hvis Island har en chance for at gå videre, så rejser alle jo derned. Den sidste mand tilbage på øen lukker og slukker«.
Ikke langt fra Vídir Sigurdssons kontor på Morgunbladid i udkanten af Reykjavik er euforien lige så stor hos et konkurrerende medie, Fotbolti.net.
»Vi er kun to fastansatte, men vi sender fem mand ned og dækker slutrunden. Interessen for landsholdet har været kolossal, siden de i kvalifikationen slog Holland her i Island og derefter vandt over Holland igen i Holland. Det var stort«, siger Magnús Már Einarsson, redaktør på Fotbolti.net, som har 70.000 ugentlige læsere.
Magnús Már Einarsson er 27 år, men har skrevet om fodbold, siden han var 12 år gammel. Han har derfor fulgt det, han kalder en gylden generation af islandske spillere, på nært hold i de seneste mange år. Udviklingen har været ekstrem, mener Magnús Már Einarsson.
Storskærm på Ingolfstorg
For fire år siden var Island placeret som nummer 131 på Fifas verdensrangliste, et par pladser lavere end Syrien og netop Liechtenstein. Nu har Island overhalet både Danmark, Sverige og Norge og er nummer 34 på verdensranglisten.
»Jeg har store forhåbninger til slutrunden. De her drenge på holdet har spillet sammen, siden de har været 15-16 år, og Lars Lagerbäck, vores svenske træner, har styrket sammenholdet i truppen endnu mere, siden han kom til. Jeg har aldrig været i Frankrig før, så det bliver spændende. Mine venner tager også derned og ser kampene. Og mine forældre«, siger Magnús Már Einarsson.
Den unge redaktør fortæller videre, at en række firmaer i Island i månedsvis har kørt kampagner med nogle af de mest populære spillere på landsholdet: Aron Gunnarsson, Gylfi Sigurdsson og angriberen Kolbeinn Sigthorsson.
Det ser man fortsat tydeligt i gadebilledet i Reykjavik, her få dage før EM i Frankrig begynder. På husfacaderne poserer landsholdsspillerne på billboardreklamer for Coca Cola, banken Landsbankinn og teleselskabet Siminn, som alle er sponsorer for ’Strákanir Okkar’.
På torvet Ingolfstorg i downtown Reykjavik er man i fuld gang med at opsætte den storskærm, hvorpå indbyggerne kan se alle Islands EM-kampe.
Går man ind på en tankstation fra kæden N1 er der ligeledes godt gang i salget af klistermærketatoveringer, svedbånd, bandanaer og solbriller i farverne fra det islandske flag. I turistbutikkerne på de smalle, stejle stræder i Reykjavik op mod den imposante Hallgrimskirke på toppen af byen er landsholdstrøjer nu også en del af sortimentet - side om side med stykker af lava, keramiske figurer og håndstrikkede uldsweatre.
Og på de islandske radiostationer, som eksempelvis RUV2, taler værterne ikke om andet, end at Islands drenge skal til EM.
Island går imod logikken
»Áfram Ísland«. »Áfram Ísland«. »Áfram Ísland«.
Længe efter at de islandske landsholdspillere og træner Lars Lagerbäck har forladt grønsværen på Laugardalsvöllur oven på den komfortable sejr over Liechtenstein, bliver de mest hardcorefans stående på tribunen.
De vifter med deres blå-rød-hvide halstørklæder og vajer deres flag i samme farver op mod den lyse himmel.
»Jeg har set fodbold her hele mit liv, og ligegyldig hvordan drengene klarer sig i Frankrig, så er jeg stolt af dem«, siger Erlendur på 68 år.
»Jeg tror, de går videre fra puljen og slår Portugal. Måske vi også slår Østrig. Jeg tror også, vi kvalificerer os til VM næste gang. Det her hold kæmper altid, og alle arbejder hårdt«, fortsætter Erlendur.
Han og hans landsmænd er altså fulde af fortrøstning, til trods for at Island er det mindste land, der nogensinde har kvalificeret sig til EM. Til sammenligning bor der færre mennesker i hele den lille ønation midt i Atlanterhavet, end der er indbyggere i Aarhus.
»Det burde jo egentlig ikke kunne lade sig gøre, det her«, siger Einar Már Gudmundsson, Islands største nulevende forfatter, da Politiken møder ham.
»At vi overhovedet er med ved EM, er mod al logik. Vi har dog en dumdristighed som nation, og vi islændinge har altid haft et overmod i os. Vi er David mod Goliat, den lille mod den store. Vi vil gerne bevise noget. Vi har altid gerne villet nå ud over landets grænser, hvad angår musik, film og litteratur. Nu er det så fodbolden, som går i dialog med verden. Og vi ved jo fra historien, at det at lykkes med noget, det kommer ikke an på kvantitet, altså hvor mange indbyggere et land har. Det kommer an på kvalitet. Denne mentalitet kan vi så føre helt tilbage til sagaerne og selvstændighedskampen«, siger Einar Már Gudmundsson.
Men er det så en reel mulighed, at Island kan gå videre fra den indledende pulje i Frankrig? Og kan vulkanøens helte gå hele vejen ved EM?
Ja, sagde den legendariske engelske fodboldspiller Kevin Keegan, da han for nylig deltog i et symposium om islandsk fodbold i Reykjavik. Nej, siger investeringsbanken Goldman Sachs, som har lavet en udregning af potentielle vinderchancer ved EM. Ifølge Goldman Sachs har Island 0,2 procent chance for at vinde baseret på tidligere kampe, antal scorede mål og antal scorede mål imod holdet.
Alligevel siger vi her på Politiken: Undervurder aldrig det lille land. Se bare, hvordan det gik Danmark i 1992 og Grækenland i 2004.
»Áfram Ísland«. »Kom så Island«.
fortsæt med at læse
