Beckileaks er navnet på de af Beckhams private e-mails, der for nylig er blevet hacket og offentliggjort. Her afslører sig det chokerende, at Beckham er ... forfængelig!
Hvis du alligevel har haft det lidt på fornemmelsen igennem de sidste 20 års uophørlige brandingprojekt (læs: medieprostitution), så er din mistanke nu endelig bekræftet. For Beckham vil virkelig gerne slås til ridder, understreger han i flere mails. Der er faktisk intet, han hellere vil end at få en riddertitel.
Men ak, forbigået af ridderkomiteen er han blevet. Ja, der findes en ridderkomité i England, som jeg da fra tid til anden tænker over, hvad egentlig laver: Sidder de omkring et rundt bord? Er der en sherif af Nottingham-type involveret? Nogle spidse troldmandshatte? Det virker meget harrypottersk det hele. Beckham kalder i sin forsmåelse ridderkomiteen for »a bunch of cunts«, hvilket frit oversat betyder noget i retning af en flok kusser. Det er ikke et pænt udtryk, i sin kerne ultra sexistisk, og så alligevel bliver det i denne sammenhæng også lidt morsomt. Fordi galante riddere og cunts synes så uendelig langt fra hinandens referenceramme.
Barcelona-hadere, hold jeres kæft
Men for nu at blive i skuffelsens excessive sprogbrug, så er der med garanti nogle, der er endnu mere a bunch of cunts end den ridderkomité lige nu, og det er FC Barcelona. Jeg må godt sige det, for jeg elsker dem. I andre, der har hadet dem, i al den tid, jeg har kendt jer, I skal bare holde jeres kæft.
Tilværelsen er indrettet således, at vi fra tid til anden skal igennem, ikke uden om, kriser. Det ’at være i krise’ er en etableret del af sportslingoet, af den måde, vi taler om og forstår fodbold på. Måske fordi der en god historie i kriser, en historie om faldne helte og sensationel deroute.
Alle fodboldhold løber ind i større kriser, hvor de bliver ustabile og over en længere periode sjældnere og sjældnere kan finde sejren.
Sådan én har Arsenal ca. hvert forår. Der er de glimtvis små kriser undervejs i kampe, hvor hold er spillet i bund, men godt kan rejse sig og komme tilbage. Og så er der den krise, der varer 10 minutter i begyndelsen af 2. halvleg, du aldrig kommer dig over i tide, hvor alt tabes og Bayern scorer 3 mål. Sådan én havde Arsenal i onsdags. Det er den krise, der kan ses. Billedet af krisens komponenter: Desperation, frustration, skuffelse, opgivenhed er så nemt aflæseligt på fodboldbanen. I sport er kriser til at tage og føle på. Til forskel fra de mere usynlige. Dem, der nogle gange flytter ind i livet og gør ondt i maven og sjælen, ikke i benene og på scoringstavlen.
Et trafikuheld i slowmotion
En af definitionerne på en krise er, at det er en psykisk reaktion på noget, du bliver udsat for, som du har svært ved at forlige dig med.
Ind kommer et sultent PSG-hold i en Champions League-ottendedelsfinale og udsætter Barcelona for noget, de tydeligvis har svært ved at forlige sig med. I halvanden time er det som at sidde og se et trafikuheld udfolde sig i slowmotion. Fordi de spiller usædvanlig langsomt, og du intet fatter af, hvad der foregår. Neymar sidder ude og øver sig i at binde sine sko. Messi taber bolden på midtbanen og gider ikke jagte den hjem. Hvis Suarez slappede mere af, ville han skide sig selv i bukserne. Iniesta noget lort. Busquet endnu mere noget lort.
Først for sent forstår du, at der muligvis er tale om en decideret krise.
En, der i virkeligheden har været under opsejling længe, som nu åbenbarer sig i alt sin rædsel og således er umulig at ignorere. Den, der handler om, at Barcelona ikke har en plan, med derimod en aldrende midtbane og et træt forsvar. Hvilket ikke engang verdens mest talentfulde angreb længere kan skjule. Derfor kan du alligevel godt give den alt, hvad du har. Det gjorde ingen. Det er aldrig o.k. For måske er det faktisk det eneste, vi er forpligtet til. Specielt når vi er i krise.
Nogle kriser kan løses. Tøjkrisen bliver det hver morgen, når først beslutningen om de samme gamle jeans er ført ud i livet.
Parforholdskrisen kan opløses med en skilsmisse eller en parterapeut/et virkeligt godt skrald/manden tager endelig opvasken.
Andre kriser skal bare siddes ud, og vejret trækkes tungt igennem dem.
Ligesom den alderskrise, du har, inden du overhovedet er gammel, men som kommer med det potentiale, at du kan acceptere, at du på et tidspunkt (forhåbentlig) bliver det. Det populære narrativ om livskriser drejer sig tit om en åbenbaring. En god ven får dig til at indse, hvordan du har det inderst inde, og så ved du lige med ét, i hvilken retning resten af dit liv naturligt skal fra nu af, og derfor forsvinder alle dine knugende dilemmaer også som dug for solen.
Problems solved. Helt ærligt, så synes jeg desværre sjældent, det udspiller sig på den måde i virkeligheden. I virkeligheden tager det tid. Og kræver (tål)mod.
Krisen er et startskud til forbedring
Hvor stor Barcelonas krise er, vil tiden vise. Vi vil gerne have, de løser den. Med det samme. For hvis de nu bare tog sig sammen, fik ny træner, købte nye spillere, lagde en effektiv plan, så kunne alt blive godt.
Men måske er det sådan, at kriser altid kommer med en højere nødvendighed, nemlig med budskabet om, at noget er i stykker. Også Barcelonas, hvis cyklus fra top til rock bottom efterhånden er genkendelig. Så ved du, det er tid til genopfindelse. For uanset hvad, er krisen det fornødne startskud til forandring. Så måske skal vi prøve at blive bedre til at hilse den velkommen, lytte, stoppe op og holde op med at betragte den som støj på den ellers lige linje, der skal forestille at være et lykkeligt liv, hvor intet nogensinde er utilstrækkeligt.
Vejen videre er sjældent mere af nøjagtig det samme, der i første omgang foranledigede krisen.
Vi gider bare ikke stå der midt i stanken af lort og usikkerhed.
Vi vil gerne op, ud på den anden side, videre, lande, vinde.
