Sent i aftes, da lørdagen lagde an til et smukt højresving ind i søndagens sprøde krydderkurve, gik De glip af – medmindre De opholdt Dem i en stille sidegade i Køge, men hvorfor skulle de dog det – af en lille opstemt, men også, hvis jeg selv skal sige det, elegant stepdans leveret af lette fødder. Store, javist, men lette. Men sig mig – hvis ikke man har lov til, hjemkommet fra Parken efter den sublime landskampsejr over Sverige, der gør hele den kommende sommer en anelse sjovere, ja hvis man ikke har lov til at være lidt snurrig i fødderne efter en sådan oplevelse, hvornår har man så? Hvilket herligt resultat, dette 1-0. Hvilken herlig aften. Hvilken herlig kamp. Hvilken herligt alt muligt. Og Danmark skal spille med om verdensmesterskabet.
VM-projektet blev fuldført i Parken Og hvilken forrygende kulmination på en lang nedtælling til dette klassiske broderopgør, der har draget, pint og glædet tusinder og atter tusinder gennem årtier – ja, nærmest siden spillets fødsel og før Thorvald Staunings skæg blev; dengang da danskerne var spillemæssigt hurtigere ude af bleen end dem på den anden side. Optakten var vidunderlig på den klare oktoberaften – med blomster og hyldestbrøl til Morten Olsen, som ’spillede’ sin landskamp nr. 100. Og med en nationalmelodi, der blev afsunget med en sådan kraft af det blandede mands- og kvindekor, at Pia Kjærsgaard må have tudet som pisket hjemme ved mågestellet og hindbærrouladen. Og heldigvis forplantede den fortættede, spændingsfyldte og sitrende stemning på tilskuerpladserne – dér, hvor ’folket’ udtrykte deres hunger efter en sejr VM-deltagelse, som den solide Christian Poulsen udtrykte det i gårsdagens avis – sig til spillerne på banen.
