Mourinho: Vi kæmpede for at bevare værdigheden

Frustrationer. Cristiano Ronaldos temperament var ved at koge over på Camp Nou.
Frustrationer. Cristiano Ronaldos temperament var ved at koge over på Camp Nou.
Lyt til artiklen

Det gør altid ondt at tabe 5-0, men når det sker i kampen over alle kampe, så gør det endnu mere ondt.

MINUT FOR MINUT:

Afklapsning: Barca tæver Real 5-0

Real Madrid-træner José Mourinho erkendte efter ydmygelsen på Camp Nou mod ærkerivalerne da også, at der var klasseforskel på de to storholds præstationer i aftes.

»Da de scorede det tredje mål, var det hele forbi. Derefter var det et spørgsmål om at få holdet i balance igen og sørge for at bevare værdigheden«, lød det fra portugiseren, der med afklapsningen i Barcelona ikke længere har status som ubesejret Real Madrid-træner.

José Mourinho er dog sikker på, at Real-stjernerne kommer tilbage i kampen om det spanske mesterskab, hvor Barcelona nu har et forspring på to point. Men der mangler stadig 25 kampe. Og det giver grobund for optimisme hos Mourinho og co.

David Villa: Vi var overlegne

»Resultatet afspejler ikke det reelle styrkeforhold mellem de to hold. Ingen ønsker at tabe med den slags cifre, og jeg håber, at mine spillere ikke har taget for meget psykisk skade af kampen«, siger Mourinho.

»Derfor har jeg også sagt til mine spillere, at kampen om mesterskabet ikke er forbi endnu. Og hvem ved, måske kommer vi tilbage til Camp Nou senere i denne sæson«, siger den efter kampen knapt så rapkæftede José Mourinho med henvisning til Champions League-turneringen, hvor både Real Madrid og FC Barcelona har spillet sig videre til knald eller fald-kampene.

Real Madrid og Barcelona kan tidligst mødes i kvartfinalerne i Champions League.

Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her