Artiklen er opdateret 21.34 med resultater fra Arsenals, Tottenhams og Liverpools kampe.
Landsholdsspilleren Patrick Dorgu spillede en hovedrolle, da Manchester United lørdag besejrede lokalrivalen fra City med 2-0 i Premier League.
Dorgu scorede til 2-0 og var således med til at give en forrygende start til holdet under træner Michael Carrick.
Med et kvarter tilbage skød Dorgu frem foran et snorksovende City-forsvar og udnyttede Matheus Cunhas fornemme servering fra højre.
Tidligere på ugen blev Michael Carrick udnævnt til at stå i spidsen for United i resten af sæsonen efter fyringen af Ruben Amorim, og det lignede en god beslutning fra første færd.
Således var United en klasse bedre opgøret igennem.
Allerede efter to minutter var det tæt på føring, da Harry Maguire headede på overliggeren.
Dorgu, der igen startede på den offensive venstrekant, blev spillet op til en stor chance midtvejs i halvlegen, men keeper Gianluigi Donnarumma blokerede forsøget.
Fans sendte hånlig slagsang ned i hovedet på Thomas Frank efter ny, bitter nedturTo gange havde United faktisk bolden i nettet, men både Amad Diallo og Bruno Fernandes fik deres scoringer annulleret på grund af offside.
Mens United skabte de store chancer, sad City på bolden det meste af tiden. Det blev dog sjældent farligt. Den unge stopper Max Alleyne var tættest på med et hovedstød, der blev reddet ude ved stolpen efter et hjørnespark.
Kampbilledet fortsatte efter pausen med United som det chanceskabende hold. Donnarumma reddede mesterligt på en dobbeltchance fra Casemiro og Diallo, men efter 65 minutter kunne målmanden intet stille op.
Fernandes førte bolden hurtigt op frem i en kontra og fandt Bryan Mbuemo, der scorede sikkert til 1-0.
Ti minutter senere øgede Dorgu til 2-0, og City havde intet modtræk.
I stedet havde United igen bolden i nettet, men for tredje gang fik holdet annulleret et mål for offside. Det kunne næppe ødelægge holdets humør på Old Trafford, hvor Carrick jublede på sidelinjen.
Nedtur for Thomas Frank
City har nu ikke vundet i de seneste fire kampe og ligner lige nu ikke et hold, der kan udfordre Arsenal i kampen om mesterskabet.
Dog fik Arsenal heller ikke tre point ud af dagens anstrengelser. Udekampen mod Nottingham Forest endte uden mål.
Arsenal har nu 50 point for 22 kampe. Der er syv point ned til både Manchester City og Aston Villa. Sidstnævnte har dog spillet en kamp færre og tager søndag imod Everton.
Med sejren rykker Manchester United op på femtepladsen med 35 point for 22 kampe. Holdet har nu kun ét point op til Liverpool, der skuffede med 1-1 hjemme mod bundholdet Burnley.
En endnu større skuffelse kom Thomas Franks Tottenham-mandskab ud for på hjemmebane mod et andet bundhold, West Ham, der scorede sejrsmålet til 2-1 i overtiden.
ritzau
fortsæt med at læse




























