Artiklen er opdateret kl. 20.28 med Liverpool sejr.
Arsenal leverede en i bedste fald lunken indsats i lørdagens kamp mod midterholdet Bournemouth. Og i Premier League kan selv de bedste hold ikke slippe afsted med den slags.
Gæsterne straffede førerholdet og vandt 2-1. Dermed mistede Arsenal et stort og uventet skridt i guldduellen med Manchester City. London-klubben er ni point foran City, som dog har spillet to kampe færre og endnu mangler at møde Arsenal på hjemmebane.
Det var svært at se, at det var tophold mod midterhold. Arsenal spillede uinspireret i størstedelen af kampen, og lysten til at satse offensivt var begrænset. Bournemouth gik gerne med på at spille en døsig kamp og bare satse på de få chancer, der kunne opstå på dødbolde eller ved fejl. Efter 17 minutter bar det frugt, da Eli Junior Kroupi tæt foran mål kunne gøre det til 1-0 på et fint gennemspillet angreb.
Det tvang hjemmeholdet lidt længere frem. Og til at sætte bolden lidt mere på spil. Det klædte Arsenal, som dog fortsat spillede med det store sikkerhedsnet spændt ud under de fleste aktioner.
På dødbolde er få hold farligere end Mikel Artetas mandskab, og 10 minutter før pause hjalp det holdet i position til en udligning. Ved et hjørnespark blev bolden sendt op på armen af en Bournemouth-spiller, og så pegede dommeren på pletten. Viktor Gyökeres var sikker fra straffesparkspletten.
Målet fik Arsenal til igen at trække håndbremsen og forsømme at lægge et hårdt pres på gæsterne. Kampen ramte igen et dødvande, som blev taget med ind i anden halvleg, hvor stemningen på stadion afspejlede kampens underholdningsværdi. Den var mat.
Bournemouth kunne være fint tilfreds med et point ude mod topholdet. Men når Arsenal ikke rakte ud efter føringsmålet, så kunne gæsterne gøre det ved at komme med små nålestik, når Arsenal var ude af balance. Et sådant stik førte til, at Alex Scott med et kvarter igen blev spillet alene igennem, og usvigelig sikkert bankede han bolden ind til 2-1.
Først der kom der noget tænding på hjemmeholdet, men det var for sent at vågne fra søvnen.
Teenager skyder Liverpool fri af dårlig stime
Længere nede i tabellen fik de forsvarende mestre fra Liverpool efter tre nederlag i træk på tværs af tre turneringer brudt den dårlige stime med en hjemmesejr på 2-0 over Fulham. Det skyldes ikke mindst 17-årige Rio Ngumoha, der både åbnede scoringen og stod bag flere gode initiativer offensivt, som udfordrede Joachim Andersen og resten af gæsternes defensiv.
Med sejren placerer Liverpool sig på femtepladsen i Premier League-tabellen. Chelsea på sjettepladsen har dog spillet en kamp mindre og kan overhale Merseyside-klubben. Fulham ligger aktuelt nummer 11.
For blot anden gang i ligasæsonen havde Arne Slot fundet plads i startopstillingen til Rio Ngumoha. Efter at være blevet udspillet af PSG i midtugen havde den hollandske træner valgt at ryste posen. Der var ændret på fem positioner i startopstillingen – blandt dem den 17-årige kantspiller.
Og han greb chancen. Med Liverpool mest i boldbesiddelse blev Ngumoha sat fint i scene. Det udnyttede han på bedste vis 10 minutter før pausen. Et par fikse driblinger i venstre side af feltet gav ham den åbning mod det lange hjørne, han havde brug for. Med et følt skud krøllede han bolden ind til 1-0. Det var også ham, der flåede rundt i Fulham-forsvaret kort efter, da bolden til sidst havnede hos Mohamed Salah, som kunne smække bolden fladt ind til 2-0.
Liverpool står på et skrøbeligt fundament for tiden. Man fornemmer, at der ikke skal meget til, før selvtilliden kan lide et knæk, og flere gange i anden halvleg var Fulham tæt på at reducere.
Mestrene havde muligheder nok til at lukke kampen med endnu en scoring, men skarpheden var væk. Defensiven holdt dog stand hele vejen, så tre tiltrængte point kunne sættes ind på ligakontoen.
Ritzau
fortsæt med at læse




























