Det stolte fartøj lister sig forbi det ene isbjerg efter det andet på den vindstille, smukke solskinsdag højt mod nord ved den grønlandske østkyst. Under dæk, men over vandlinjen på Hendes Majestæt Dronningens inspektionsfartøj ’Ejnar Mikkelsen’ er der imidlertid ikke vindstille, slet ikke i kabyssen, hvor chefkokken Kurt Larsen fra Hørdum nær Koldby syd for Thisted i Thy vender frikadeller på den store fastmonterede og sydende stegepande – og hvor hovmester og bager Jacob ’The Beast’ Hansen fra Dalmose ved Slagelse skruer en god brun dansk sovs sammen. For ud af kabyssens højttalere drøner ’This is Anfield’, en cd, der hylder den engelske fodboldklub med den fine historie, FC Liverpool. Konditorkunst på mærkedage Og lige nu, da jeg gør min entré i kabyssen, der forsyner den 18 mand store besætning med tre solide måltider om dagen – og hvor der på særlige mærkedage, eksempelvis Slaget i Køge Bugt og datoer for de helt store Liverpoolbedrifter, præsteres ypperlig konditorkunst – er det legendariske Kevin Keegan, der lader sin røst fylde Larsens og Hansens arbejdsplads, også kaldet ’Little Anfield’.
LÆS OGSÅ Sneen giver engelske aflysninger
Det er kampdag på de fjerne engelske fodboldbaner, langt fra de grønlandske isbjørne og spruttende hvaler – og af samme grund er Kurt Larsen og ’The Beast’ klædt i deres røde Liverpooltrøjer.
Om lidt vil musikken forstumme, radioen vil blive stillet ind på en direkte transmission fra Anfield, og gode kammerater i besætningen vil også forsøge, via fartøjets satellit, at fange tv-billeder fra kampen. Og så skal der ellers være ro.
Blankt skær i øjnene
Men der er lidt tid endnu til kampstart. Kevin Keegan-nummeret løber ud, nu er det Gerry and the Pacemakers, der fortsætter opvarmningen med ’Ferry Cross the Mersey’, en ode til den berømte flod, der løber ud i Liverpool.
Dagens rygter: Kjær til Chelsea og Liverpool kigger på en europamester De har hørt den tusinde gange, Kurt og Jacob, og alligevel kommer der et blankt skær i deres øjne, når sangen skaber stemning hen over frikadellerne, der ikke ser ud til at skulle have meget mere. For der er noget særligt ved tonen hos Gerry og hans musikere. Det er jo dem, der har gjort Rodgers & Hammerstein-sangen ’You’ll Never Walk Alone’ fra 1945 udødelig – ord, der står skrevet over spillergangen på Anfield, og som synges af samtlige tilskuere som en hilsen til spillerne og alle andre, der har hjertet på rette sted. Altså dunkende bag en rød bluse.





























