Endnu et dramatisk kapital i den 121 år og 162 kampe lange saga om Manchester-slaget mellem City og United blev skrevet søndag eftermiddag i FA Cuppens 3. runde, hvor Manchester United havde kurs mod fuldbyrdet revanche for det 6-1-nederlag i Premier League tidligere i denne sæson, der fik magtbalancen i Englands fodboldby nummer et til at tippe.
På Etihad Stadium vandt Manchester United således med 3-2 over de forsvarende FA Cup-vindere, der spillede med ti mand fra det intense lokalopgørs 12. minut. Wayne Rooney scorede to gange i kampen, hvor United-legenden Paul Scholes i en alder af 37 år fik comeback syv måneder efter han stoppede karrieren, og fra bænken kunne se sine holdkammerater være foran 3-0 ved pausen.




























