Mark Clattenburgs lovende karriere som fodbolddommer nåede et foreløbigt højdepunkt, da han 12. august på et udsolgt Wembley Stadion dømte den olympiske finale mellem Mexico og Brasilien, og alt tydede på, at det kun var begyndelsen på en lang række store opgaver for den 37-årige brite.
Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, havde udnævnt ham til en af fremtidens førende opmænd, og han blev anset for at være sikker mand til VM-slutrunden i Brasilien om knap to år. De strålende fremtidsperspektiver for Clattenburg risikerer dog nu at styrte i grus, efter at Chelsea har beskyldt ham for i Premier League-kampen mod Manchester United på Stamford Bridge i søndags i to omgange at have ytret sig i nedsættende og racistiske vendinger henvendt til spillere fra London-klubben. Chokeret over anklager Konkret skulle Mark Clattenburg have kaldt John Obi Mikel ’abe’ og Juan Mata ’dit spanske skvat (twat)’, og om der er noget om beskyldningerne, skal politiet og det engelske fodboldforbund, FA, undersøge.






























