Manchester Citys manager Manuel Pellegrini kan næsten ikke rumme flere folder i sit ansigt.
Chileneren vidste måske derfor heller ikke, hvordan han skulle reagere, da tre-fire Manchester United-spillere et kvarter før tid nærmest stod i kø inde i feltet for at score til 4-1 i derbyet på Old Trafford mod de engelske mestre, der som kampen skred frem, mere og mere agerede som et detroniseret hold, som ikke længere kan omsætte trænerens ideer til virkelighed.



























