Når en spiller i maj slutter som topscorer for Premier League, bliver der lagt mærke til vedkommende. Det er en næsten sikker vej til den slags kontrakter, der skaber økonomisk tryghed for resten af livet, og Leicester-sensationen Jamie Vardy kan stadig nå at vinde den prestigefyldte konkurrence, selv om han er blevet skadet.
28-årige Vardy (29 mandag) med en fortid i Stocksbridge, FC Halifax og Fleetwood Town har ganske vist ikke scoret siden sit holds 2-1-sejr over Chelsea 14. december, men de hårdeste konkurrenter har senest – ganske ufrivilligt – været flinke til også at holde sig i skindet.




























