I weekenden var den gal igen uden for banen i forbindelse med fodboldkampen mellem AaB og FC København, og det får justitsminister Peter Hummelgaard (S) til at varsle flere tiltag. I et interview med DR Sporten fortæller Hummelgaard, at de vil blive fremlagt inden for de kommende måneder:
»Blandt andet arbejder vi på et lovforslag, der skal gøre det muligt for politiet at meddele strakskarantæner, samt give klubberne mulighed for indbyrdes at dele overvågningsbilleder af hooligans. Samtidig arbejder vi på endnu flere tiltag, som vi forventer at præsentere inden sommer. Jeg vil ikke på forhånd afvise nogen tiltag – for der skal åbenlyst skrappere midler til, end vi bruger i dag«, siger han.
Udmeldingen kommer, efter at en politibetjent fik kastet en sten i hovedet i kølvandet af superligamødet, der endte uden mål. Det skete ifølge Nordjyllands Politi, mens fans ventede på et tog mod København. FCK betoner over for DR Sporten, at det er »helt uacceptabelt og har intet med fodbold at gøre«.
En person blev ifølge Nordjyllands Politi anholdt for forsøg på vold mod politiet, en anden for besiddelse af euforiserende stoffer, en tredje for at medbringe 15 kanonslag og en fjerde for at affyre kanonslag på tribunen.
Debatten om hooligans i det danske fodboldmiljø har fyldt meget i løbet af sæsonen. Særligt i kølvandet af derbyet mellem Brøndby og FCK 27. oktober sidste år, hvor fans af de to klubber blandt andet angreb hinanden med fyrværkeri på Brøndby Stadion.
Efterfølgende blev det besluttet, at kampe mellem de to storklubber skal afvikles uden fans fra udeholdet.
Politiken har de seneste måneder beskrevet hooliganmiljøet omkring superligaklubberne i serien Fodbold i flammer, som du kan læse her.
ritzau
fortsæt med at læse
Fodboldbøller kan se frem til strakskarantæner ved vold og hærværk
-
Nu ryger barok forhindring, som fodboldbøller har kunnet gemme sig bag
-
Selv for en gammel Brøndby-hooligan er volden blevet for rå: »Man skal jo ikke være et geni for at vide, at hvis der bliver brugt et koben eller en kniv, så kan det slå ihjel«
-
Brøndby-hooligans tæskede ham for at være AaB-fan: »Den der irrationelle vold har nok sat sig som en slags frygt for det ukendte«


























