For et år siden udgjorde Brøndby Stadion scenen for det største antiklimaks, der kan overgå en klub. Iklædt deres gule trøjer mødte hjemmeholdets fans tidligt og forventningsfulde op. En sejr mod AGF, der reelt ikke havde noget at spille for, ville gøre Brøndby til mestre. Ja, det var endda nok blot at matche det pointantal, som FC Midtjylland samtidig fik mod Silkeborg.
Alle Superliga-følgere ved, hvordan det endte. FC Midtjylland fik kæmpet et 3-3-resultat hjem. Brøndby kollapsede og tabte 3-2, da et uafgjort resultat havde været nok til at løfte DM-pokalen.




























