Sønderjyske har fået en svær start på sæsonen, og søndag førte store individuelle fejl til det sjette nederlag i Superliga-kamp nummer syv.
Trods en føring på 1-0 betød et rødt kort og igen flere målmandsfejl et nederlag på 2-5 til oprykkeren AC Horsens.
Dermed har Sønderjyske stadig kun et enkelt point i bunden af rækken. Horsens kom op på ti point.
Alt tegnede ellers lyst for Sønderjyske, der dominerede de første ti minutter og kronede det med et vidunderligt debutantmål.
Nyindkøbte Osaze de Rosario halvvejs saksede et indlæg i kassen til 1-0, og kort efter var en Horsens-fejl ved at føre til endnu en Sønderjyske-scoring.
Desværre for Sønderjyske kom to andre debutanter til at spille mindre flatterende hovedroller i kampen.
Gæsterne fik arbejdet sig ind i kampen. Flere dueller blev vundet, og det overraskede tydeligt sønderjyderne, at presset kom hårdere og hurtigere.
Og det fik sønderjyderne ikke indstillet sig på, før et par graverende fejl sendte dem mod endnu en resultatmæssig afgrund.
Horsens fik udlignet ved Ole Kolskogen efter 20 minutter, da hjemmeholdet ikke formåede at cleare en dødbold, og derfra gik det kun én vej for sønderjyderne. Det var ned ad bakke.
En anden af holdets debutanter, stopperen Stefan Velkov, tog alt for let på det som bageste mand midtvejs i halvlegen. Kelvin Ehibhatiomhan kunne prikke bolden fra ham og sætte i løb mod mål.
Velkov trak ham ned og fik marchordre. Det så ud til at være lidt hårdt dømt, men det røde kort blev fastholdt.
Derouten fortsatte for hjemmeholdet efter en halv time, da den nye keeper Nick Shinton viste, at han måske ikke er løsningen på de målmandsproblemer, som Marcus Bundgaard og Nicolai Flø har fremvist i sæsonstarten.
Efter en halv time fumlede han et ellers ufarligt skud, så Yamirou Ouorou let kunne prikke Horsens foran med 2-1.
Ti minutter efter pausen kom han helt forkert ud til et indlæg, som endte hos Abdul Moro, der flot flugtede den ind til 3-1.
Det nærmede sig en regulær ydmygelse, da Ehibhatiomhan gjorde det til 4-1, og Alexander Munksgaard lige efter lavede et klodset selvmål.
Alt gik galt for bundholdet, som dog fik en reducering ved Mohamed Cherif.
Det gjorde dog intet ved billedet af, at Sønderjyske er et hold med store problemer.
ritzau