14.00 AGF-HB Køge
Den stærke forsvarer Dan Thomassen er tilbage på AGF-holdet, som atter må undvære målmanden og anføreren Steffen Rasmussen. Han afsoner karantænedag nummer to, så Anders Rasmussen passer jobbet mellem stængerne, ligesom han gjorde mod Brøndby i søndags. Jens Gjesing glider ud af truppen, der har hørt på Stig Tøfting på træningsbanen hele ugen, hvor den tidligere AGF-stjerne jo er kommet til som ny mand i trænerteamet.
AGF har ikke scoret i de seneste fire kampe, og det vil være en overraskelse, hvis ikke målene kommer mod nedrykkerne, der kæmper godt i hver eneste kamp, men som regel altid giver et par chancer væk. Angriberen Fabinho er tilbage i truppen, mens Morten Nielsen er røget ud. HB Køge-angriberen Henrik Toft er i øvrigt på Fyn blevet nævnt som en spiller, OB måske interesserer sig for til næste sæson.
16.00 FC København-AaB Jesper Christiansens comeback i FCK-startopstillingen imødeses med spænding og følges nøje af landstræner Morten Olsen. Målmanden, der træder ind i stedet for karantæneramte Johan Wiland, håber jo på, at han kan brillere og i sidste øjeblik gøre sig til VM-kandidat. Frederik Vang Larsen hedder keeperen, der skal sidde på bænken som reserve for Christiansen. Stopperen Ulrik Laursen er for første gang i foråret med i FCK-truppen. Han blev skadet i træningslejren i Marbella i februar og har kæmpet lang tid med en muskelforstrækning i den ene læg. Laursen skubber den unge back Bryan Oviedo ud af truppen.


























