Det er tid for næstsidste afsnit i fodbolddramaserien ’Den blodige nedrykning’.
Afsnittet udspilles på tre grønne scener og under åben himmel – i Farum, i Odense og i Haderslev. Det første sted stiller hjemmeholdet og pokalfinalisten FC Nordsjælland op mod nedrykningsfavoritten AGF, det næste sted tager Superligaens sikre sølvhold mod Randers-mandskabet, der har rejst sig fra ligaens kirkegård, og i Haderslev er det nedrykningstruede SønderjyskE, der har hjemmebanefordel mod bronzehåbet Esbjerg i det, man noget storladent kan kalde et lokalopgør.




























