15.00 FCK-SønderjyskE Der bliver gang i sagerne og sang i gaderne i og omkring Parken, når FCK indbyder til mesterskabsfest. Spillerne får guldet hængt om halsen og DM-trofæet overrakt, anfører Hjalte Nørregaard skal hyldes ekstra, fordi han har rundet 300 kampe, og Ulrik Laursen og Atiba Hutchinsen får sikkert hver en blomsterhilsen som tak for lang og tro tjeneste. Den fynske stopper og den canadiske midtbanemand spiller afskedskamp. Laursen trækker sig tilbage fra superligaræset, mens Hutchinson fortsætter karrieren i PSV Eindhoven. Det store spændende spørgsmål – hvem skal afløse ham? – bliver nok først besvaret om nogle uger.
FCK’erne er klare favoritter, men måske kan det knibe lidt med koncentrationen og motivationen, fordi resultatet er uvigtigt? Der er mere på spil for gæsterne fra det sønderjyske, der kan blive indhentet og overhalet af AGF, hvis FCK ’får lov’ at vinde stort. Det er svært at forestille sig, at det vil ske. SønderjyskE må stille svækket op, fordi den islandske midtbanemand Olafur Skulason er i karantæne. (3+)




























