Pistolen er for panden i Esbjerg, når klubben i aften skal møde Horsens på Blue Water Arena. Esbjerg skal have point og helst tre af slagsen i næstsidste spillerunde af Superligaen. Inden denne rundes kampe ligger Esbjerg til nedrykning med 29 point på sidstepladsen, mens holdet lige over stregen hedder Randers med 32 point. Opskriften er derfor enkel for overlevelse. Det skal være en sejr, ellers hedder det 1. division fra næste sæson. Det er en skæbnekamp »Vi skal ud i en skæbnekamp. Jeg ved godt, at det stadig kan lade sig gøre, hvis de andre hold, vi kæmper mod, taber, og vi taber og alt muligt andet, men vi skal gøre alt for at slutte godt af. Det er vores sidste hjemmekamp, og for vores egen skyld er det vigtigt at slutte af med manér«, siger træner Jess Thorup. I sidste runde skal Esbjerg netop spille mod Randers på udebane og kan i teorien nå at redde sig fra nedrykning med en sejr i den kamp ved at nå op på samme pointantal som randrusianerne, hvis ellers Randers taber deres kamp mod FC Midtjylland i aften. Sæsonens vigtigste kamp Esbjergs målforskel inden denne runde er dog minus 14 i forhold til Randers’ minus 7, så der skal givetvis mere end en stor sejr til for at redde Esbjerg fra nedrykning, hvis altså Randers og Esbjerg ender på lige mange point inden næste uges interne opgør. »Kampen mod Horsens er den vigtigste kamp i sæsonen. Det er en kamp om at komme i finalen mod Randers. Vi er afhængige af andre resultater, men det er nu, skeen skal tages i den anden hånd«, siger klubbens tilbagevendte topscorer med syv mål, Jesper Lange, efter endt karantæne. Horsens dropper Esbjergspiller Heller ikke Horsens kan helt se sig fri fra nedrykning endnu. Inden kampen mod Esbjerg har Horsens 37 point på Superligaens sjetteplads. Træner Johnny Mølby har til aftenens kamp valgt at se bort fra Sebastian Andersen, der frem til sæsonafslutningen er lejet i netop Esbjerg, med den begrundelse, at kampen på den eller anden måde vil have en påvirkning på spilleren. Sebastian Andersen har ellers spillet 12 kampe i foråret for Horsens, hvoraf 7 af dem har været fra start. Esbjerg stiller med kommende Horsensspiller Efter sommerferien vil den nuværende Esbjergspiller Jeppe Mehl lave det omvendte skifte, men til forskel fra Horsenstræneren har Jess Thorup valgt at tage sin spiller med, selv om Jeppe Mehl faktisk kan være med til at spille sin kommende klub tilbage i nedrykningsdramaet. »Jeg har selvfølgelig haft en samtale med Jeppe Mehl. Vi er begge to 100 procent afklaret med, at han er Esbjergspiller, og han vil gøre alt, hvad han kan, for at Esbjerg kan redde sig. Hans tid i Horsens starter først 1. juli, så hverken Jeppe eller jeg har problemer med, at han er med i kampen«, siger Jess Thorup om udtagelsen. AaB kan snuble Længere nordpå vil endnu en nedrykningsdyst udspille sig, når AaB med 35 point skal spille mod Sønderjyske med 36 point på Aalborg Stadion. Sejr i denne kamp sikrer overlevelse, og mens Sønderjyskes playmaker, Henrik Hansen, helt sikkert er ude med karantæne, er der fortsat tvivl om Morten ’Duncan’s deltagelse efter en forstrækning i låret til mandagens træning. Kent Nielsens tropper ser med sidste uges nederlag i Silkeborg ud til at være helt med i nedrykningskampen igen. Klubben skal søndag til Parken for at spille sidste spillerunde mod FC København, i hvad der bliver Ståle Solbakkens sidste kamp for løverne i denne omgang. Derfor kan kampen mod SønderjyskE blive afgørende. OB-sejr giver sølvmedaljer for tredje gang i træk Inden FC København skal hyldes med pokalen på hjemmebane søndag, skal mestrene i aften en tur forbi Odense Stadion til årets sidste udebanekamp. OB kan med en sejr i den kamp løbe med sølvmedaljerne og dermed den attraktive mulighed for at spille kvalifikation til Champions League til næste år. OB er de seneste to år endt på andenpladsen.
Esbjerg spiller skæbnekamp med pistol for panden






























