Indimellem overvælder det ham, hvor hurtigt det er gået. For bare ni år siden havde brasilianske Gilberto Macena aldrig spillet i en fodboldklub, i dag er AC Horsens-angriberen superliga-topscorer med otte mål i 10 kampe. »Jeg spillede ikke i en klub, før jeg var 18 år, men jeg er alligevel blevet til noget. Ikke en verdensstjerne, men jeg har det fint. Lever godt. Når jeg kigger tilbage, er det virkelig en drøm, der er blevet til virkelighed på rekordtid«, siger Gilberto Macena – eller ’Gil’, som holdkammeraterne bare kalder ham. Dengang i 2002 trillede han rundt med en billig bold på et hullet jordunderlag, nu holder han til på det moderne Casa Arena Horsens. Dengang havde hans familie kun råd til mad, tøj og tag over hovedet, i dag ejer han bil, hus, blingbling-ørenringe, playstation og iPhone. Dengang drømte han om at blive professionel fodboldspiller, nu er han det. Hvert år rejser omkring 1.000 brasilianske fodboldspillere ud i verden for at gøre lykken. I 2005 var Gil en del af den statistik, Brasiliens Fodboldforbund (CBF) hvert år udgiver over landets lykkeriddere, da han flyttede fra sit hjemland til Holbæk. Forud for udlandseventyret gik en historie om tilfældigheder, talentspejdere og kyniske fodboldkøbmænd. Præcis som det er tilfældet for mange af de brasilianere, der hvert år rejser hjemmefra. Rejsen til fodboldcentret Gil voksede op i en by ved navn Tocantinopolis i det nordlige Brasilien. I 1980’erne boede der knap 10.000 indbyggere, boligerne var små lerhytter med træplader som tag, og gaderne bestod af stampet jord, der rejste støvskyer i blæsten. Familien Macena med far, mor og tre sønner var ikke fattig, både børn og voksne gik mætte i seng, ingen manglede tøj. Men i datidens Brasilien var det svært at få arbejde, lønnen var lav, og Macena-familien levede et liv uden luksus. Sådan var det med de fleste i byen. De lokale drenge var cirka 40 om at dele den fodbold, der var centrum for al deres fritid. Så snart de fik fri fra skole, løb de ned til den ujævne jordbane med de primitive mål af tre sammensatte rafter. Der tilbragte Gil en stor del af sin barndom med at drible uden om huller, tæmme uregerlige opspring og lege, at han var superstjernen Romário. Allerede dengang drømte Gil om at leve af at spille fodbold. Selv om han boede over tusinde kilometer fra landets største fodboldcentre i Rio de Janeiro og Sao Paulo. »Det er, som om alle brasilianske børn tror på, at de kan blive fodboldspillere. Det gjorde jeg også. Og mine brødre. Vi elsker fodbold, og vi spillede det hele tiden«, siger Gilberto Macena. Efter at lerhytterne var blevet til murstenshuse, og den ene bold til mange, kom der en dag en mand forbi Tocantinopolis i bus. Ved fodboldbanen spottede han de største talenter og spurgte, om de ville med til en turnering i Rio de Janeiro – for en mindre sum penge. Den betalte Gils far, og så var den 18-årige angriber på vej til storbyen knap 1.500 kilometer væk. Mødet med Danmark Knap to døgn rejste de, før de var fremme. I den sidste af træningskampene scorede Gilberto Macena to mål og en kontrakt med Ceres FC. Hans første klub. Efter et halvt år fortsatte han til Rio Claro i Sao Paulo og derfra til Comercial FC – en klub i den tredjebedste række. Der tjente han 4.000 kroner om måneden, men når holdet tabte, holdt ejerne lønnen tilbage. Gil og agenten, der fik en del af lønnen, ville videre. De lavede de en dvd med højdepunkter fra Gils korte karriere og sendte den til en mand i Danmark, som agenten kendte af samme grund: at få brasilianere til Europa. Da man så den i Holbæk, blev klubben så imponeret, at den uden videre tegnede kontrakt med Gil. Da den 21-årige knægt landede i Kastrup Lufthavn i januar 2005 var det første gang, at han var uden for Brasilien. Han vidste ikke meget andet om sit nye hjemland, end at det hed Danmark, og at hovedstaden vist nok hed København. Sne havde han aldrig oplevet før, så vinterkulden ramte ham som en mur, og sproget var ikke til at forstå. Men det var lige meget. Han havde endelig fået mulighed for at leve af sin hobby, for at forsørge sin familie og for at vise sig frem et sted, hvor han måske kunne komme videre til en større klub. I sit første år lærte han dansk og scorede mere end 20 mål i 2. division, og så købte superligaklubben AC Horsens brasilianeren. Nu, fem år senere, har han gjort lykken, som så mange brasilianske fodboldspillere drømmer om at gøre, når de rejser ud. »Jeg er hjemme i Brasilien to gange om året, og der siger mine kammerater også: Hold kæft, hvor er du bare rig. Så giver jeg også lige en bytur«, siger Gil og griner. »De første tre måneder var lidt hårde med nyt sprog, ny kultur, og jeg var jo bare en genert ung dreng. Men nu har jeg det supergodt og er bare taknemmelig for, at jeg udlever min drøm. Og nu går det godt, så hvem ved, måske kan jeg endda få chancen i en større liga«, siger han.