Den store Giro d'Italia-festdag i Herning så i seks minutter ud til at blive ødelagt af en kæmpe bommert i det lyserøde forsvar, men så lynede indskifter Jonas Borring med sit højreben og FC Midtjylland kunne fortjent fejre en 2-1-sejr og tre point mod HB Køge.
Dermed holder FC Midtjylland afstanden på tre point til AC Horsens i kampen om bronzemedaljerne i Superligaen, efter at AC Horsens på samme tid stortævede Sønderjyske på hjemmebane med 5-0.




























