I søndagens tidlige eftermiddagskamp vinder FC Nordsjælland på udebane over et karantæne- og skaderamt AC Horsens-hold. Så kan FCK’erne tænke lidt over det, mens de i timerne op til aftenkampen mod OB i Parken studerer superligatabellen og ’opdager’: Hov, nu er der jo pludselig kun seks points forskel mellem nummer ét og to. Og FCN og FC København tørner sammen mandag aften 15. april i Farum Park, hvor nordsjællænderne ikke har tabt i over et år. Da Superligaen kom ud af vinterhiet ved indgangen til marts måned, var FCK i spidsen med 47 point, mens FCN på andenpladsen havde 35. Dengang var det utænkeligt, at der kunne blive nogen som helst spænding om, hvor mesterskabet ville havne. Nu får vi måske alligevel en stor titelkamp, hvor en FCN-sejr kan være startskuddet til en forrygende guldstrid helt frem til sidste runde 20. maj? Ønsketænkning. Godt nok har FC Nordsjælland hentet tre point flere end FCK i de første fem forårsrunder, og FCN-træner Kasper Hjulmand er meget tilfreds med, at de forsvarende mestre har to point flere end på samme tidspunkt (efter 25 runder) sidste år. I de sidste otte runder i foråret 2012 hentede FCN’erne så 22 point og blev mestre for første gang, to point foran FCK. FCN lægger større pres på FCK Men vi skal lige have flere kendsgerninger på plads: FCK har inden 26. runde fem point flere end på samme tidspunkt i fjor. FCK har vundet de seneste ni hjemmekampe og ikke tabt i 23 på stribe i Parken (19 sejre, fire uafgjorte). Vi ved alle, at i fodbold slutter enhver serie før eller siden. Men hvorfor skulle FCK sætte point til mod OB, der har været heldig med at beholde fjerdepladsen, eftersom AGF og AaB heller ikke har været ret godt kørende pointmæssigt hidtil i foråret? Fordi presset på førerholdet vokser, i og med at holdet fra Farum nærmer sig, og FCK-spillerne efter kun at have fået ét point i de to udekampe mod FCM, og Silkeborg måske kan være blevet en smule usikre på sig selv. Fordi Nicolai Jørgensen er i karantæne. Han var om nogen manden bag FCK’s 3-2-sejr i forårspremieren i Odense. Fordi OB endelig kom i gang med at vinde i søndags, Jesper Christiansen i målet er begyndt at stå godt, og den alsidige Bashkim Kadrii – der lavede et flot 1-0-mål mod AC Horsens – er blevet en vigtig mand i offensiven, efter at han er flyttet væk fra venstrebackpositionen. Sådan kan man spekulere og argumentere. Ariël Jacobs skal både finde den bedste løsning på, hvem der skal afløse Nicolai Jørgensen og bede spillerne om at optræde med en bedre indstilling end i nederlagskampen i Silkeborg 2. påskedag.
LÆS OGSÅ Nicolai Jørgensen: En lortedag på kontoret for FCK
Nogle har undret sig over, hvorfor Claudemir startede på bænken mod bundholdet, da Daniel Jensen og Thomas Kristensen, der kan være meget ens i løbestil og spillemåde, var de to centrale på midtbanen. Formentlig har Ariël Jacobs fået mailet gode råd fra FCK-tilhængere om, hvordan holdet skal se ud mod fynboerne. Men han ignorer dem og følger heller ikke med i pressens vurdering af FCKholdets og de inviduelle præstationer.
FCK har lignet en mester længe
Det har han fortalt i et interview med Euroman: »Jeg er bange for at blive påvirket. Det er ikke for at lyde arrogant, min mening er ikke den eneste rigtige, men det kan blive noget rod. Alle kan diskutere det (hvem skal på, og hvem skal ikke på holdet, red.). Det respekterer jeg. For hvem har ret i sidste ende? Det har ham, der vinder«.
I Silkeborg vandt den belgiske træner altså ikke, men det var blot superliganederlag nummer to. FCK har lignet et mesterhold længe, Ariël Jacobs har været den rigtige mand i trænersædet. Han udstråler ro, autoritet og fodboldklogskab, og han behøver næppe tirre spillerne inden OB-kampen. De ved selv, hvordan de skal revanchere dukkerten i Silkeborg. De skal være meget mere sultne, mere ambitiøse og mere aggressive, end de var forleden, og spille hurtigere.




























