For omkring 94 spilleminutter siden var Brøndby på det nærmeste dødsdømt af de fleste. Og Auri Skarbalius var ved – skubbet derop af alle eksperterne og specialisterne, som gerne ser folk fyret, fordi det er en god historie – at blive ført på skafottet for at få kappet trænerhovedet af.
Med dramatisk stemmeføring gjorde TV3-kommentator Carsten Werge klar til en debat omkring cheftrænerens fremtid i Brøndby (det lå ligesom i luften over Brøndby Stadion, at den måtte være ikkeeksisterende) i det ofte udmærkede program ’Fodbold uden filter’. Det var 2. påskedags aften. Brøndby var bagud mod AGF. Hov, så udlignede Martin Albrechtsen i 87. minut, og Simon Makienok lavede minuttet efter 3-2-sejrsmålet. I søndags tog holdet fra Vestegnen til Randers og vandt igen og rykkede op på 9.-pladsen. De to sejre var en perfekt optakt til den aktieemission, der nu er sat i gang og skal indbringe den trængte klub mindst 60 og helst mange, mange flere millioner kroner.




























