Da Felix Magath var Stuttgart-træner, bad han spillerne stille sig i en rundkreds midt på træningsbanen. Der stod de i 90 minutter, som en kamp varer, og skulle skamme sig og tænke over, hvorfor de aftenen før havde spillet ’ståfodbold’, blameret sig og tabt.
Magath, der har haft stor succes i tysk fodbold, var en typisk kæft-trit-og-retning-træner med skrappe træningsmetoder og kontant ledelsesstil. En spiller kaldte ham engang »Europas sidste diktator«.




























