Ståle-effekten fusede ud i Parken. Det var overskriften dagen efter, at Ståle Solbakken havde gjort comeback på trænerbænken i FC Københavns 1-1-kamp mod FC Vestsjælland. FCK – der var uden sejr i 12 kampe og tangerede klubrekorden ved at spille den syvende hjemmekamp i træk uden at vinde – ligner stadig lidt en syg patient, som ’doktor Solbakken’ nok skal bruge ganske lang tid på at kurere, hed det. Dengang.
Det var 26. august, da FC Midtjylland om aftenen efter fem sejre i de første superligarunder måtte nøjes med uafgjort mod AaB i Aalborg, men stadig var 13 point foran de forsvarende mestre. Københavnerne må, indtil videre, glemme alt om DM-guld i denne sæson, konkluderede de fleste.




























