Kent Nielsen er glad for at se fotografen tage fat i Kasper Kusk og Nicolaj Thomsen efter træningen, hvor AaB-spillerne har terpet dødbolde og haft en række taktiske øvelser på træningsbanen tæt på hotellet, der er Aalborg-klubbens base i forbindelse med træningslejren på den portugisiske sydkyst. De to pynter virkelig på holdet, der har en pokalkvartfinale mod AGF foran sig inden længe og skal ind i superligaforåret og forsvare andenpladsen.
Vi skal have nogle billeder af de to unge offensivspillere, som har betydet så meget og spillet så godt i efteråret, da AaB-kollektivet vel overpræsterede, henrykkede mange fodboldelskere og især de lokale fans med en frisk, optimistisk og angrebslysten attitude.




























