1) FCM har Europas bedste forsvar
Sikke en defensiv. I søndagens sene kamp mod AGF lukkede FC Midtjylland igen-igen ingen mål ind og vandt sikkert 2-0. Med Kian Hansen som den hurtige og forudseende, Erik Sviatchenko som den robuste og duelstærke og Tim Sparv som en solid afskærmning foran de to midterforsvarere har midtjydernes defensiv nået en hidtil uset styrke.
Bare 3 gange i 11 superligakampe har de lukket mål ind, og når offensiven samtidig kun har produceret 14 scoringer, er forsvaret nøglen til, at de fører med et hul på tre point ned til FC København. Også i europæisk målestok er FCM’s præstation unik.




























