En grå folkevogn fylder meget, når barndomsminderne spoler forbi. ’Det grå lyn’, som min mors tøffende bil var kendt som i fodboldklubben, dengang man ikke gik så meget op i barnesæder og sikkerhedsseler. I nødstilfælde kunne et helt ungdomshold med tolv spillere sagtens være i to biler – inklusive træneren og min mor som chauffører.
’Det grå lyn’ kunne også køre langt. Helt ud til det, der med et i dag muligvis politisk ukorrekt udtryk hed Det Mørke Jylland. Til en rigtig bondegård med køer, høloft, roemarker, en stald med en stank, som en dreng fra forstæderne var flere dage om at kunne holde ud, og ikke mindst en totalt uforståelig dialekt med alt, hvad den medførte af sjove misforståelser og ’hvabehar’, lige indtil det var pinligt at spørge igen.
