Siden FC København 27. september blev slået 1-0 på Brøndby Stadion, har Ståle Solbakkens tophold nu efter 0-0 mod AGF spillet ti superligakampe på stribe uden at tabe. Og i Parken har FCK’erne gang i en imponerende serie, som foreløbig tæller 25 hjemmekampe uden nederlag. Så det vil være en overraskelse, hvis AaB kan slå FCK i næste rundes storkamp på søndag.
Den aalborgensiske målmaskine gik jo pludselig i stå fredag aften, da OB tog til det nordjyske og snuppede alle tre point. Så det er blevet svært at udpege en alvorlig trussel mod FCK-holdet, der støt og sikkert styrer direkte mod guldet og næppe bliver til at indhente.




























