Randers FC-cheftræner Colin Todd var vinderen, da Randers FC og FC København spillede uafgjort. Og Todd kunne være mere tilfreds med sit holds indsats end FCK-kollega Ståle Solbakken med det, københavnerne leverede. Den 67-årige englænder har, ifølge iagttagere tæt på den kronjyske superligaklub, været fyringstruet. Men med 1-0-sejren forrige søndag i Odense og 1-1 mod de kommende danske mestre har Colin Todd givetvis forlænget sin ’levetid’ som superligatræner i Randers.
Randers-bestyrelsen har givet Todd ’det gule kort’, fordi han offentligt har kritiseret ledelsens håndtering af ’Keller-sagen’. Men når de sportslige resultater er gode, kan Colin Todd arbejde videre, selv om formentlig mange i klubben, blandt sponsorerne og fansene har svært ved at forstå, at Todd stædigt holder fast i sin beslutning om aldrig mere at ville sætte eks-anfører Christian Keller på superligaholdet.




























