I det midtjyske føler man af og til, at mange medier har lidt for meget fokus på FC København og Brøndby. Derfor var det et smart ’reklamefremstød’ fra FC Midtjyllands side, da man for nylig viste Rafael van der Vaart frem på MCH Arena i selskab med den altid smilende sportschef, Claus Steinlein, og få dage senere ansatte den hollandske ekslandsholdsspiller og har fået masser af omtale for det. Planen var vel ellers, at hans debut skulle finde sted på et vinderhold i en stor hjemmekamp i Herning, hvor klubben i dagene forinden kunne have bygget spændingen og interessen op og fået fyldt tilskuerpladserne.
I stedet debuterede Rafael van der Vaart som indskifter i ’hemmelighed’ i en kamp langt væk i Tyrkiet uden tv-transmission til Fodbolddanmark. Han kom ind med en snes minutter tilbage i en kamp, der var tabt, eftersom FCM var bagud med to mål mod Osmanlispor, der hermed efter at have vundet 1-0 på udebane havde sikret sig adgang til gruppespillet i Europa League. Det meldes, at Rafael van der Vaart viste god vilje, da han løb på banen og i aktionerne i slutfasen.




























